Glimt af ø-stemning – en refleksion

Glimt af ø-stemning – en refleksion

Teksten her er skrevet under Coronaen (mundbindet afslører, at den ikke er ny). Jeg faldt over den i mine gemmer og fik lyst til at dele den. En lille refleksion over det særlige ved at komme til en ø.

Hovedgaden i Snaptun ender i en bakke, der fører direkte ned til færgelejet. Holder du til venstre, kan du komme til Hjarnø på fem minutter. Holder du til højre, kommer du til Endelave. Det er der, jeg er på vej hen.

Straks jeg ruller på færgen, mærker jeg ø-stemningen kravle ind under huden. Denne aften i februar er bildækket knap halvt fyldt. Jeg sætter mig ved et af to mands bordene, hvor der er stikkontakt, så jeg kan oplade min telefon. Nikker og smiler bag mundbindet til nogle af de lokale og spotter en småbørnsfamilie, jeg gætter på, er på vej til et lejet sommerhus. Deres forventningsfulde feriehumør står som en aura omkring dem.

Færgen har navn efter øen, den tilhører. Majestætisk og roligt skærer den vej gennem vandet for at bringe varer og mennesker til og fra Endelave midt i Kattegat. Der skal store bølger til, før man mærker dem synderligt, når man sidder i opholdsområderne over dækket. Øverst på færgen er det åbne dæk, der så snart vejret arter sig, er stuvende fuld af rejsende, der nyder den salte havluft mod ansigtet og solens spejlinger i havet.

I selskab med Karen Blixen bringer færgeturen mig i hvilepuls på de 65 minutter, der går, inden vi igen er på land. Jeg er alene på vej til vores sommerhus for at arbejde i fred og ro. Når weekenden kommer, vil min mand og yngste søn slutte sig til mig.

Biler og passagerer forlader færgen gennem bovporten, der åbner sig som munden på en hval i et eventyr. På land står folk og venter. På at tage imod rejsende, modtage gods eller bare deltage i et af ø-livets højdepunkter. Jeg triller ned ad molen, der ser ud, som jeg forestiller mig den for 120 år siden, da den blev bygget. Selve havnen, som kun er til lystbåde (fiskerierhvervet forsvandt efter den store ålegræsdød i 1943) er udvidet til mindst tredobbelt størrelse siden jeg kom her første gang for 51 år siden. Da var jeg tre måneder gammel, og jeg husker selvfølgelig ingenting fra den sommer. Men jeg husker tydeligt det gamle badehus yderst på molen, hvor vi om sommeren klædte om tættest på døren, fordi mørket inderst var for skummelt at nærme sig. I dag er badehuset skiftet ud med en arkitekttegnet servicebygning til lystsejlerne på et nyinddæmmet område ind mod byen.

Jeg kører langsomt gennem byen mod øens sydøstlige hjørne, hvor vores hus ligger sammen med hovedparten af øens feriehuse. Her bliver træerne sjældent mere end 3-4 meter høje, og de står med fødderne i lyng og græs. Vi har gamle krogede egetræer og tætte forgrenede birk på vores grund. De tager noget af vores sol om sommeren, men betaler rigeligt tilbage med læ. Vi elsker træerne som familiemedlemmer. Om foråret fjerner vi døde grene og rydder ud i de unge træer, der kæmper for en plads. Fra vores hus ser vi gennem en port af egetræer mod stranden. Havet er temperamentsfuldt, og vi indretter os efter det. Nogle gange brøler det som en motorvej. Andre gange er det så roligt, at stilheden kan høres. Om natten lyser himlen med mange flere stjerner end på fastlandet.

Vi kalder os fritidsendelavitter, fordi vi tilbringer en stor del af vores fritid her og bidrager til øens foreningsliv. Skolen lukkede for snart tre år siden, og ingen tror længere på, at her igen kommer et ”almindeligt” samfund med småbørnsfamilier og en aldersfordeling som i andre områder af landet. Men der er mange andre muligheder.

Der er en helt særlig stemning på en ø, fordi færgen begrænser trafikken til og fra. Færgen kommer med byens puls, men den tager også stressen med sig igen. Vi nyder vekselvirkningen og takker forsynet og alverdens tilfældigheder for at denne plet i verden er vores.

(Coverfoto: Carsten Lundager)

Insidertips til Kaninoen - Øvre
Endelave – Kattegats perle med kaniner og natur i særklasse

Endelave – Kattegats perle med kaniner og natur i særklasse

Da jeg var barn, havde jeg en t-shirt med en tegning af Endelave og teksten: Endelave – Kattegats perle. Det var min barndoms ø, som jeg forbandt med sommer, badeture, slik hos købmanden, flade, grønne marker og masser af kaniner.

Endelave er en lille ø, du kommer til med færgen fra Snaptun ved mundingen af Horsens fjord. Sejlturen tager en god times tid. Du ser kysterne på Fyn og Jylland, mens du sejler. Når du nærmer dig øen, kan du være heldig at spotte sælerne, der holder til på sandbanken Møllegrunden nord for Endelave.

Indbyggertallet er nede under 150 fastboende. Dertil kommer en masse fritidsendelavitter fra de ca. 100 sommerhuse. Mange bruger rigtig meget tid på øen og lægger kræfter i de frivillige foreninger. Det er helt nødvendigt, for mange af institutionerne på øen er blevet nedlagt som offentligt støttede institutioner og omdannet til frivillige foreninger, for at de kan blive ved med at eksistere. Det gælder fx museet, skolen og Lægeurtehaven.

Skæbnen ville, at jeg nu selv har fritidshus på Endelave. Det er også blevet mit arbejdssted, fordi jeg har deltidsjob som haveleder i Endelave Lægeurtehave.

Endelave - Kattegats perle - vandrere

Kaninoen og naturen

Naturen på Endelave er rig og varieret. Du kan gå næsten hele vejen rundt langs kysten. Det har lagt grunden for vandreruten Kaninoen, som følger øen de 21 km hele vejen rundt. Går du Kaninoen, får du en god fornemmelse af variationen i Endelaves natur.

Der er det flade landbrugsland på vestøen, hvor det vrimler med kaniner. Der er de stenede strande og det lækre badevand. Der er det fredede hede-, skov- og strandengsområde Øvre på den nordlige spids. Der er vadehavsområdet i bugten med et utrolig rigt fugleliv.

Er du heldig, ser du en af ørnene flyve over dig. Siden 2016 har der været et ynglende ørnepar på Lynger. Parret har stort set hvert år siden fået unger på vingerne. Rådyr er der masser af, og i indhegningen på Lynger går dådyr og krondyr. En gruppe af dådyrene er sluppet ud og færdes i området.

Endelave - strandurter

Writer’s Walk på Endelave

Kommer du med på en Writer’s Walk på Endelave med mig, går vi kun en lille del af Kaninoen. Vi skal jo have tid til at stoppe og skrive også.

Turen begynder langs kysten mod vest, hvor vi går af en næsten eventyrlig strand hen til Suderbjerget, som er så fuld af kaninhuller, at det burde hedde Kaninbjerget. Her holder vi første skrivepause med en skriveopgave, der tager udgangspunkt i det hav, vi sidder og ser ud over.

Herfra fortsætter turen ind over øen til Lægeurtehaven. Det er en 30 år gammel have fuld af historiske lægeurter i den ene del af haven og hjemmehørende planter fra øen i den anden. Desuden er der den frodige te- og snapsehave med aromatiske buske, blomster og urter, der pirrer alle sanser. I Lægeurtehaven holder vi pause igen og laver en skriveøvelse, før vi spiser frokost inde i haven.

Lægeurtehaven - urter

Stillevandring

Nu skal vi fortsætte til sydkysten. Det gør vi i stilhed. Roen til at gå i egne tanker er en gave, vi giver hinanden. Langs stranden med havets lyde i ørerne og vinden blidt om huden, går vi ca. 3 kilometer til sommerhusområdet Lynger. Her er tredje skrivepause i mit sommerhus, der ligger i læ mellem krogede egetræer og vajende birke.

Mens du skriver, bliver kaffen klar, og vi får frugttærte efter skriveøvelsen. Der er tid til at nyde omgivelserne og tale om indtrykkene indtil videre. (Og så er det her, der er toilet.)

Endelave - Gøgeurtvej

Historierne blomstrer

Bagefter fortsætter vi ind over øen med kurs tilbage mod havnen. Vi går forbi den gamle proprietærgård Louisenlund, der har en lang og broget historie med løver, børn på feriekoloni og meget andet.

Fjerde skrivepause holder vi midt på øen i Madpakkehuset. Til sidst går vi ad Maries vej – som ikke står på kortet – ned til Strandvejen og tilbage til havnen. Ofte er tiden gået så hurtigt, at den sidste øvelse bliver nødt til at vente til færgen. Men der er så også god tid til at skrive på turen hjem, hvor dagens oplevelse kan bundfælde sig i ro og mag. Jeg vinker farvel til jer på havnen, når I fortsætter hjem.

Endelave Madpakkehuset Writers Walk

Vil du læse mere?

Vil du læse, hvad andre har oplevet på Endelave, kan du fx læse Susie Kierkegaards gæsteindlæg på bloggen her. For hende var vandreturen ligefrem ’livsomvæltende’, har hun kaldt det. Hun fik inspiration til at gøre sin børnebog om “Sofia og Stjernekatten” færdig – og gik hjem og gjorde det!

Se her på oversigten, hvornår næste Writer’s Walk på Endelave er. Jeg glæder mig til at vise dig min barndoms ø: Endelave – Kattegats perle.

Endelave - Udsigten i solnedgang
Gå og skriv dig ud af stress

Gå og skriv dig ud af stress

Du kan gå Caminoen og finde fred og ro i sindet. Du kan skrive dig til et bedre psykisk helbred med skriveterapi. Men måske tror du, at du ikke kan skrive. Eller du gider faktisk ikke rigtig at gå. Det skal være lysten, der driver dig til at gå og skrive. Måske kan det friste, hvis du oplever, at det virker.

Egentlig er jeg ikke til smarte overskrifter, der giver indtryk af, at forfatteren har et endegyldigt svar på et problem, som mange mennesker kender. Det er dog nødvendigt at formulere sig skarpt, hvis jeg overhovedet skal gøre mig håb om, at du kommer til at læse dette.

Det, jeg vil fortælle om, er min erfaring med, hvad vandring og skrivning kan gøre i kombination. Det er nemlig baggrunden for, at jeg laver Writer’s Walks – vandringer hvor vi holder pauser for at skrive på korte, konkrete øvelser.

Writers Walk er ikke terapi, for terapi betyder behandling, og jeg er hverken terapeut eller behandler. Jeg tager dig med ud i smuk natur og præsenterer dig for en metode til at få skrevet tanker ned. Tanker, der fylder og skal ud i verden, ned på papiret, så du kan forholde dig til dem og komme videre.

Forskning i massevis

Der findes masser af bøger og artikler, der præsenterer forskning i naturens virkning på os. Det er anerkendt, at ophold i naturen virker stressnedsættende, fordi det sænker niveauet af kortisol, giver lavere blodtryk og styrker immunforsvaret – for bare at nævne nogle af de positive effekter. (Et eksempel her.)

Strand - gå og skriv dig ud af stress

Det er også bevist og anerkendt, at det at gå virker stressnedsættende og har mange sundhedsmæssige gevinster. Professor Bente Klarlund har bl.a. skrevet den letlæste ”Gå-bogen”, hvor meget forskning lægges frem. (Læs min anmeldelse her.)

Skriveterapi og skriveøvelser

Skriveterapi er en anden anerkendt behandlingsmetode, hvor man skriver sig til forståelse af det indre. Det virker, fordi den fysiske gerning i at skrive tankerne ned, giver plads for nye tanker, så der kommer erkendelser frem, som man ikke havde før. Det er som en samtale med papiret, hvor man skriver sig frem til en dybere forståelse.

Oplevelsen af, at der hentes ny inspiration fra sindets dyb, oplever forfattere også, når de bruger skriveøvelser for at få gang i skriveprocessen. Skriveøvelser er et effektivt værktøj til at få skrivningen til at flyde. Man skriver på noget tilfældigt og pludselig får man hul til en kreativ kilde af historier.

Alt det bare for at sige: Natur og skrivning virker mod stress. Det er bevist.

Min egen historie

Jeg oplever det sådan, at en gåtur løsner op for tanker. Jeg får hele tiden nye sanseindtryk, som flytter mit fokus. De negative mønstre bliver brudt, når jeg ser en nyudsprunget blomst, en fugl, der fodrer unger, vandpytter med dråberinge eller alt muligt andet.

I 2017 gik jeg ned med stress efter en lang periode, hvor jeg ikke trivedes på mit arbejde. Arbejdsmiljøet var presset, og kommunikationen med min nærmeste chef var dårlig. Det endte med en fyring, der gav mig fire måneder til at tænke mig om. Den historie har jeg skrevet om i et af de første indlæg på bloggen.

Lysning - gå og skriv dig ud af stress

At gå og skrive sig ud af stress kræver handling

I den periode vandrede jeg Endelave tynd (det endte med at blive grundlag for Kaninoen, men det er en helt anden historie). Jeg begyndte også at skrive mere. Det blev til alt muligt: Kortprosa, blogindlæg, anmeldelser og en roman. Især fik jeg øjnene op for den kreativitet, der kan frigives, når man slipper den indre kritiker og skriver løs med flowskrivning og skriveøvelser.

Men en ting er at gå og skrive sig til erkendelse af, hvorfor jeg fik stress. For at komme videre er det vigtigt at handle på det. Det er en lang, sej proces at komme ud af stress. Når det er arbejdsrelateret, må du finde ud af, om det er et helt nyt arbejdsliv, der skal til. Bunder det i familierelationer, må du i gang med at forbedre dem. Skabe nye rammer, hvor der er plads til alle. Også dig.

Ingen quick fixes her

Det er på ingen måder nemt. Men første skridt er at forstå, hvad problemet er. Og ikke mindst hvad det er egentlig er, du gerne selv vil. For de fleste er det nemt at svare på, hvad de ikke vil. Det er meget sværere at indkredse, hvad det er de gerne vil. Her kan det også hjælpe at skrive sig ind på det. 

Det er det, vi gør på Writer’s Walk. Skriver fra hjertet om det, der ligger under overfladen. Det kan begynde med et minde eller en følelse og pludselig har man skrevet sig frem til en erkendelse af, hvad man ønsker sig.

Klokkedalruten - notesbog

2023 er min tredje sæson med Writers Walk. Før sæsonen begyndte med en jævndøgnsvandring i marts på Endelave, skrev jeg en status på mine erfaringer med Writers Walk for de første to sæsoner.

Læs her, hvad andre har oplevet og hvordan det typisk foregår, når jeg har deltagere med på vandringer, hvor vi skriver undervejs.

 

Gode vaner – om at skrive, gå, leve sundt og alt det andet vi gerne vil

Gode vaner – om at skrive, gå, leve sundt og alt det andet vi gerne vil

Du kender dem selv: Spis 6 om dagen, sov 8 timer, gå 10.000 skridt, arbejd med Pomodoro-metoden (eller 3-3-3), lav yoga, meditér, skriv morgensider/taknemlighedsord, fortsæt selv listen … Du har med garanti læst om gode vaner, som du kunne tænke dig at få ind under huden.

Da 2022 blev til 2023 havde jeg intentioner om, at NU skulle jeg med gode vaner nå de mål, jeg har sat mig. Nogle vaner havde jeg allerede, andre skulle etableres. Jeg kunne tænke mig at begynde året med at indføre nogle af de gode råd, jeg har samlet op rundt omkring.

Jeg har for nylig læst ”The ONE thing” af Gary Keller og Jay Papasan. Hovedbudskabet i bogen er, at det handler om at fokusere – og en af vejene dertil er at etablere gode vaner. Bliv god til at gøre, hvad der er vigtigt og træn dig selv i at skære igennem det overflødige for at kunne arbejde på den ENE ting, der vil gøre den store forskel.

Vaner bliver rutiner

Når en vane bliver en rutine ligger den på rygraden, og du tænker ikke over den. Det kan fx være at børste tænder morgen og aften. Undersøgelser har (i følge ”The ONE thing”) vist, at man i gennemsnit skal udføre en handling 66 dage, før den bliver en vane. Dernæst kan den efter et stykke tid blive en rutine, du ikke tænker over, men bare GØR.

Det har jeg mærket på min egen krop.

Gode vaner - fitnessur

Jeg har haft et fitnessur (Garmin) siden 2014. Det er blevet en vane for mig, at tallet skal op på 10.000 skridt hver dag. Den vane er så indgroet, at jeg lynhurtigt kom tilbage i rytmen efter, jeg i seks måneder ikke havde brugt det. Nu har jeg igen et ur, der virker. De mange år med den indarbejdede rutine gjorde, at jeg uden problemer får gået 10.000 skridt hver dag – og nyder det!

Morgensider – hver morgen

En anden vane, der er ved at være indarbejdet, er morgensider, som jeg begyndte på i april 2022. I begyndelsen kunne jeg springe en dag over eller synes, det var svært at få det gjort, men sådan har jeg det ikke længere. Det er blevet en fast rutine, som jeg står op i tide til at kunne nå, ligegyldigt hvilke andre planer jeg har.

Hovedårsagen til, at morgensiderne er blevet en vane, er selvfølgelig, at det gør mig godt at skrive dem. Hvis vanen ikke bidrager med noget positivt i dit liv, så holder det op helt af sig selv.

Gode vaner efter 66 dage

Min januar er gået med at holde de løfter jeg gav mig selv ved årets begyndelse om at skabe nogle nye vaner – og fastholde dem! Men der er langt til 66 dage, og delkonklusionen på mit eksperiment er derfor også, at det skal køre længe endnu for, at jeg kan sige, jeg har de nye vaner indarbejdet.

Konkret handlede det om at skrive morgensider, få en morgenyoga-praksis, få læst flere fagbøger. Derefter besluttede jeg, at jeg skulle arbejde fokuseret på min roman om formiddagen og lave ’pligtopgaver’ om eftermiddagen. Lave en plan for ugens opgaver, netværksaktiviteter og møder og holde den løbende opdateret. (Dét med planlægning er en evig udfordring for mig!)

Gode vaner - morgenskrivning

Vægten er jeg i øvrigt også gået i infight med, for december var ikke god for en kvindekrop i overgangsalder. Så der er sund mad på tallerkenen og et minimum af alkohol i glasset. En vane, man også kommer ind i, når sukkertrangen har lagt sig.

For meget af det gode

Det er rart at have styr på tingene, overkomme meget og dermed forhåbentlig få succes med karrieren, virksomheden eller skriveprojektet. MEN der skal være plads til det uperfekte. På en mærkelig måde bliver det perfekte faktisk uperfekt i al sin strømlinethed.

Der kom simpelthen for mange ting ind på listen over ting, der var godt at gøre. Jeg kom til at bruge for meget tid på at huske mig selv på de gode vaner til, at jeg kunne nyde at udføre dem og få udbytte af dem.

Ikke mit første forsøg med gode vaner

Det paradoksale er, at det slet ikke burde komme bag på mig, at der skal lang tid til at ændre vaner. Jeg lavede nemlig et vaneændringsprojekt allerede for fem år siden. Det var inspireret af Jon Kjær Nielsen. Her skulle man fastlægge 10 daglige vaner i et afkrydsningsskema og krydse af hver dag. Dengang fandt jeg også, ud af at man ikke skal ændre for meget på en gang. Du kan finde mit blogindlæg om de tre måneders vaneændringer her.

Gode vaner - til at gå og skrive hver dag

Så gode vaner skal etableres langsomt – helst én ad gangen. Det tager tid, og du må være tålmodig.

Mon ikke det er menneskeligt, at man gerne vil handle på de idéer, der hele tiden dukker op til at til at nå i mål med sine drømme? Så gaber man over mere, end man kan overkomme i håb om, at det alligevel går.

Jeg fastholder mine gode vaner med at gå og at skrive. Så må jeg have tålmodighed med de andre. Bare jeg engang mellem får gennemført de andre gode aktiviteter, så kan de efterhånden også blive vaner.

Hvornår er man forfatter?

Hvornår er man forfatter?

Hvis du skriver, bare fordi du kan lide det, har du sikkert tænkt tanken: ”Tænk at være forfatter.” Men hvornår er man egentlig det?

Så snart man sætter sig og skriver tekst med udgivelse for øje? Når man siger højt til andre, at man skriver? Når man lægger tekster på sociale medier? Når man har selvudgivet? Når man har fået udgivet noget på et forlag? Skal man kunne leve af det på fuldtid, før det tæller? – Eller i hvert fald have en vis indtægt på det?

Jeg tror, tvivlen er der hos mange. Lige som lysten til at skrive en bog findes hos mange. De fleste, der skriver, har oplevet, at bordherren/-damen begynder at fortælle om den bog, de selv drømmer om at skrive, hvis man fortæller, at man skriver.

Der er noget ærefrygtindgydende ved forfattertitlen. Som om man skal bevise et vist niveau for at kunne tage titlen på sig. Og hvordan beviser man det – både for sig selv og andre?

Du skal ikke have tilladelse til at skrive

Julia Cameron skriver i ”The Artist’s Way” (”Kreativitet”), at du ikke skal have tilladelse af nogen andre end dig selv til at skrive eller udgive en bog. Det er en vigtig pointe.

Alle har en stemme. Alle har lov at bruge den. Du må gerne kalde dig forfatter eller kunstner, hvis du arbejder med din kreativitet.

Hvordan resultatet bliver, kan du så arbejde for at gøre så læseværdigt som muligt, så bogen/teksten finder det publikum, du ønsker.

skriveredskaber - hvornår er man forfatter

Drømmen om en bog

Jeg udgav en faglitterær bog i 2011. En biografi om min veninde Lone Nørgaard Jensen, der var kræftramt og levede med en dødsdom. Bogen blev udgivet på Unitas Forlag (nu Eksistensen), og den blev både omtalt og anmeldt.

Det var en drøm for mig at udgive en bog. Pudselig var historien lige foran mig, og det var en stor tilfredsstillelse at få den ud i verden. Både for mig og for Lone.

Jeg tjente ikke meget på bogen i forhold til den store indsats – altså var det ikke mit job. Jeg fik ikke engang bibliotekspenge udbetalt, fordi bagatelgrænsen var ret høj.

Men historien var ude og blev læst og værdsat. Det var det vigtigste.

Siden blev jeg overrumplet af livet og fik ikke prioriteret at skrive. Min skrivning var der stadig, bare i små, mere faglige tekster. Jeg havde nogle historier i baghovedet, men de kom ikke ned på papir (eller rettere i computeren).

Smid den indre kritiker overbord

I 2017 gik jeg i gang med at skrive min første roman. Startskuddet blev skriveprojektet National Novel Writing Month (NaNoWriMo), som gav mig rygstødet til at smide den indre kritiker overbord og bare gå i gang (konceptet er at man skal skrive 50.000 ord op en måned).

Fra at have skrevet det første udkast til en roman og til det færdige produkt, er der dog usandsynlig langt. Redigering er en lang, sej proces.

Arbejdet med et skønlitterært værk er meget specielt som debutant, for mens man arbejder på det, ved man ikke, om der overhovedet er et forlag, der i sidste ende vil være interesseret i at udgive det. Man er forfatter af noget, som ikke eksisterer for andre end én selv. Der fylder det til gengæld ufattelig meget.

Skrivning i sommerhus

Er der ingen forlag, der vil udgive ens værk, kan man selvudgive, og så går en proces i gang med at forbedre manuskriptet og selv sørge for alt det praktiske med at trykke og markedsføre bogen.

Der er masser af tidspunkter undervejs, hvor man får lyst til at opgive. Der er lang vej fra de første euforiske sider, der næsten skriver sig selv, til man står med et sammenhængende værk, der fungerer og giver en længere, samlet fortælling uden plothuller, usammenhængende karakterer eller inkonsistens.

Ens eget forventningspres er stort.

Hvornår er man så forfatter?

Jeg kan efter de fleste definitioner kalde mig selv forfatter, for jeg har en bog på værklisten. Og jeg skriver. Alligevel rammes jeg af impostersyndrom, når jeg tager forfattertitlen på mig. Men der er ingen, der siger, man skal sammenligne sig med J.K. Rowling, Bjarne Reuter eller en af de topsælgende forfatterstjerner for at være forfatter.

Du er forfatter, når du selv føler, du er det. Og du skal ikke have tilladelse af nogen til at kalde dig det. Det må være svaret på det svære spørgsmål.

Skriv gerne en kommentar om dine overvejelser: Hvornår synes du, man kan kalde sig forfatter?

 

Writers walk - notesbog
Sådan forlænger du feriefølelsen

Sådan forlænger du feriefølelsen

Lige om lidt er det slut med sommerferien 2022. Måske glæder du dig til at komme tilbage til hverdagen med forudsigelige opgaver og dage, der ligner hinanden. Måske knap så meget. Uanset hvad er det dejligt at holde fast i feriefølelsen et stykke tid endnu.

“Jeg holder af hverdagen” skrev Dan Turell, og det er også vigtigt at have hverdage, der er til at holde ud. Det er hverdagene, der er flest af. Sæt pris på det, hvis du er en af dem, der har en hverdag, der fungerer.

Det kan være, du er en af dem, der får lidt ondt i maven ved tanken om at vende tilbage til hamsterhjulet efter dejlige dage uden arbejde. Måske er det svært at overskue at skulle tilbage til pressede hverdage. Ferier og fridage er blevet åndehuller, der gør hverdagene tålelige, og du siger til dig selv, at om lidt bliver det bedre.

Sådan havde jeg det selv i lange perioder, da jeg havde et almindeligt lønmodtagerjob.

Forlæng feriefølelsen - mad

Hold fast i de gode vaner

Uanset hvordan du har det, så er det skønt at holde lidt fast i feriefølelsen. Lidt ligesom med nytårsforsætterne, så er det vigtigt at holde fast i de gode vaner, du fik begyndt på. Det kan være at gå en tur hver dag. Sætte tid af til at skrive, hvis det er det, du drømmer om. Bare en halv time hver morgen.

Prioritér det og prøv at undgå at droppe det ved første lejlighed, hvor det ikke lige passer i det pressede hverdagsprogram.

For min familie og mig er der især to ting, der forlænger feriefølelsen: Mikroudflugter og hverdagsindkøb fra vores ferie. 

Mikroudflugter forlænger feriefølelsen

Sensommeren er så smuk i Danmark, og bare fordi det ikke længere er ferie, kan du sagtens grille ved stranden, i skoven eller et andet skønt sted i naturen omkring dig. Noget af det, min familie og jeg har praktiseret i mange år for at fastholde følelsen af ferie i hverdagene er at pakke aftensmaden og tage ud til en strand (Pøt syd for Horsens er vores favoritsted).

Forlæng feriefølelsen - solnedgang

Vi har en picnickurv med alt, hvad vi skal bruge (den er 25 år gammel og bundet sammen med ståltråd for ikke at falde fra hinanden). Derudover har vi et lager af engangsgriller købt på tilbud (Og ja, lige her ved vi godt, at vi bør være mere klimabevidste og købe en grill, der ikke skal smides ud hver gang). Kort sagt har vi gjort det nemt at komme ud af døren i en fart.

Menuen varierer lidt, men min anbefaling er, at det skal være nemt, så I er sikre på at komme afsted. Lav en kartoffelsalat (eller køb en god færdiglavet), køb en færdigblandet salat, pak pølser, kyllingebryst eller en hakkebøf og noget brød. Det er noget særligt at lave maden i det fri, spise og bade, mens solen går ned. Også selvom man skal op og på arbejde dagen efter. Dét at flytte sig et andet sted hen for at spise aftensmaden gør en kæmpe forskel.

Eksotiske hverdagsvarer

En anden ting der forlænger feriefølelsen er, når du kan hive en pose oliven hentet direkte fra Grækenland frem til aftenens salat. Eller en eller anden syltet specialitet fra Schweiz. Når jeg rejser sammen med mand er en af de faste punkter på programmet at gå på opdagelse i et helt almindeligt supermarked. Vi prøver at spotte varer, som vi ikke har i Danmark, og nogle af dem kommer med hjem. Når vi så i oktober hiver olien fra Italien frem, får vi en brise af varm italiensk sommer ind i hverdagen.

Tag en pause

Måske overvejer du, om du overhovedet har den rette hverdag og om det job, du er kommet tilbage til, er det rigtige for dig. Så kan jeg anbefale at tage med på en Writer’s Walk, hvor skrivningen hjælper dig med at sætte ord på følelserne.

Hvis den ferie, du havde, ikke gav dig tid nok til at finde ro i dig selv, kan det være, du skal tage på retreat. I Writers Walk har jeg to retreats i sensommeren og det tidlige efterår. Det kan være lige det, du har brug for til at give tilstrækkelig tid til at komme i overskud igen. Læs mere om dem her.

Retreat Bøgaa rosenly

Læs mere om de to retreats

Writers Walk på Bøgaa, Endelave onsdag d. 7. – fredag d. 9. juni 2023

Writers Walk på Holmely ved Bryrup mandag den 19. – tirsdag d. 20. september 2022

Et retreat giver dig den tid, du har brug for

Et retreat giver dig den tid, du har brug for

I juni 2022 holdt jeg det første retreat med Writers Walk. Det blev alt det, jeg havde håbet på. Men hvorfor er det sådan en god ide med et retreat? En af grundene er, at det kan hjælpe dig med at ændre din praksis med at skrive.

Retreat betyder at trække sig tilbage. Væk fra hverdagen, de vante omgivelser og normale opgaver. I stedet giver du dig selv lov til at finde ro, tænke nye tanker, opleve andre måder at være i verden på. Det er blevet populært at tage på retreat, og der er mange tilbud.

For mig er det oplagt at afholde retreat med Writers Walk som omdrejningspunkt, fordi jeg har oplevet, hvordan en Writer’s Walk kan flytte deltagernes opfattelse af at skrive. Og at skrivningen kan åbne for mange andre erkendelser. Når udbyttet er så stort på nogle timer, hvor meget kan man så ikke opnå, når man har et døgn eller mere?

Retreat-Holmely-gruppe

Jeg er blevet spurgt om Writers Walk er skriveterapi. Det kan virke terapeutisk at skrive i naturen, men det er egentlig ikke målet. Writers Walk er vandringer i naturen, hvor vi bruger energien i omgivelserne og vores egen bevægelse til at åbne for skrivning. Uden begrænsninger, men ud fra konkrete opgaver. Om du vil bruge det til at skrive mere og måske udgive et værk, eller om du ’bare’ vil have en god oplevelse med at skrive, er op til dig. Jeg kan støtte dig i begge dele.

Et særligt fællesskab

I Writers Walk gennemførte jeg det første retreat sammen med Heidi Holm på hendes skønne ”Holmely” i det østjyske bakkelandskab udenfor Bryrup i juni 2022. At have et helt døgn til rådighed for at skrive, vandre og reflektere løftede Writer’s Walk’en til et niveau, jeg knap havde turdet drømme om.Vi gik lidt længere, og vi lavede flere skrivepauser end på de ’almindelige’ Writers Walks. Ikke mindst var der mere tid til samtale. Der udviklede sig et helt særligt fællesskab mellem de fire deltagere, som jeg følte mig privilegeret at være med i. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle tilbyde retreats igen.

I sensommeren og det tidlige efterår tilbyder jeg derfor to nye retreats.

Retreat Holmely vild skrivning

Retreat på Holmely – Bryrup

Sammen med Heidi fra Holmely holder jeg igen retreat med én overnatning. Vi vandrer ved Bryrup Langsø og Karlsø og tilbringer tiden sammen med at lave mad over bål og være tæt på naturen. På Holmely er der mulighed for at vælge at overnatte i Treetop-shelter, glampingtelt, anneks eller værelser i hovedhuset (de kan studeres nærmere på Holmelys hjemmeside.)

Retreat på Bøgaa – Endelave

Endelave er central for Writers Walk, da jeg bor og arbejder på øen en stor del af sommerhalvåret. Den særlige ro, der er på en ø, giver en Writer’s Walk en ekstra dimension. Også fordi det simpelthen tager længere tid. Deltagerne skal tage færgen frem og tilbage og tilbringer en hel dag på Endelave, når der er Writer’s Walk.

Det første retreat på Endelave bliver afholdt på pensionatet Bøgaa, der ligger i udkanten af det store fredede naturområde Øvre. Retreatet er med to overnatninger og foregår onsdag den 24. – fredag den 26. august 2022. Der er fuld forplejning, og vi får maden serveret af Ena og Jørgen Ulvund på Bøgaa. De sætter en ære i, at maden i videst muligt omfang er økologisk og lokal. Bøgaa har fire nyrenoverede værelser indendørs og nogle dejlige udendørs sovepladser i shelter eller hængekøje i bålhytten midt i havens store blomstereng.

Retreat Bøgaa rosenly

Naturen som kreativ drivkraft

For mig er naturen et stærkt element for at udvikle kreativitet. Begge steder, hvor vi skal have Writers Walk retreats, er naturen helt tæt på os. Vi skal gå ture og skrive. Hygge om aftenen. Have tid til at tænke og skrive. Det ville glæde mig, hvis du har lyst til at tage med og opleve det.

Læs mere om de to retreats

Writers Walk på Bøgaa, Endelave onsdag d. 24. – fredag d. 26. august 2022

Writers Walk på Holmely ved Bryrup mandag den 19. – tirsdag d. 20. september 2022

Ø-livets ro indbyder til fordybelse

Ø-livets ro indbyder til fordybelse

Hvad er det særlige ved en ø? Man skal opleve det for at vide det. Men så kryber det også ind under huden på en. Følelsen af ro langt væk fra stress og jag.

Der er det åbenlyse: Vand til alle sider, aldrig langt til noget, et rigt dyreliv, stjernerne der lyser klarere på den mørke himmel om natten. Alt er lidt mere enkelt, for det pulserende liv med forretninger, biograf og byliv findes ikke her.

Så er der det særligt beroligende ved sejlturen. Færgens brummende motorlyd, mens den skærer sig gennem havoverfladen for at føre dig fra fastlandet til øen.

Når du er på en ø, er du kommet med en færge (eller fløjet, hvis du har de muligheder eller sejlet i egen båd). Under alle omstændigheder har du gjort en indsats for at komme til øen. Vi er så vant til, at alle muligheder står vidt åbne. Vi sætter os bare i bilen (eller på toget eller cyklen eller tager apostlenes heste – what ever, som sagt mulighederne er ubegrænsede) og bevæger os ud i verden.

Skuldrene sænker sig, når færgen stævner ud

Men en ø skal du gøre en indsats for at komme til. Undersøge færgetider, købe en billet, komme til tiden for at sejle med færgen. Når så du sidder der på færgen, kommer roen. Det er, som om skuldrene sænker sig i det øjeblik, færgen stævner ud fra færgelejet. Nu kan du ikke gøre mere. Du skal bare sidde her og lade dig transportere.

For det meste er sejlturen stille og rolig. Kun når bølgerne virkelig er høje, vipper færgen, så det mærkes. Er du heldig, ser du solen stå op eller gå ned afhængig af årstiden. Måske bryder færgen en blank havoverflade og trækker et hvidt spor af havskum efter sig. Måske følger et par svaler færgen på vej nogle meter oppe i luften.

Ø-livets ro - Endelave-færgen

Færgen er øens pulsslag

Når så færgen lægger til på den anden side, og bovporten åbner sig, kommer ø-havnen dig i møde. Oftest med masser af ventende mennesker, der er kommet, fordi færgen er øens forbindelsesled til omverdenen. Det er færgen, der bringer varer til øen; færgen der bringer gæster og fastboende frem og tilbage.

Luften fyldes af latter og høje stemmer, mens bilerne triller af færgen. De gående kommer med rygsække og store tasker. Venner og familie modtages med åbne arme og glade ansigter til ferier eller kortere besøg. Sådan husker jeg også, det var i min barndom, når jeg hver sommer besøgte mine bedsteforældre. Færgen er pulsslaget, der pumper ny energi ud til øen.

Ø-livets ro og fred

Den ro og fred, der er en naturlig del af ø-livet, kan bruges til mere end at koble af og holde ferie. Jeg har selv brugt den til at skrive – og til at komme mig efter stress.

Nu bruger jeg den også til vandringerne i Writers Walk. Fra den 17. august 2021 skal jeg holde vandreture med udgangspunkt i Endelave Lægeurtehave i forbindelse med min ansættelse i haven.

Ø-livets ro - klaplåge

Writers Walk med forskellig fokus

Jeg har samlet gode erfaringer fra de Writers Walks, jeg har holdt indtil nu. Blandt andet har det vist sig, at der er masser af potentiale i at skrive. Der er også mange grunde til at ønske at skrive. Turene i efteråret for Lægeurtehaven får derfor to fokusområder:

  1. Skriv og styrk din skrivning – for dig, der kan lide at skrive og gerne vil skrive mere
  2. Gå og skriv dig til klarhed – for dig der tumler med udfordringer og har brug for at klare hovedet.

Jeg glæder mig til at vise, hvad roen på Endelave kan gøre for en Writers Walk. En vandring, hvor vi går ca. 8 kilometer på Endelave, spiser frokost i Lægeurtehaven og holder lange pauser undervejs, hvor vi skriver.

Tanker fra en nyslået iværksætter

Tanker fra en nyslået iværksætter

Corona har også haft positive effekter. Ja, jeg tør næsten ikke sige det, og jeg ville ønske, at samfundet kunne have været sat på pause af noget andet end en dødelig virus. Men min vej til nyslået iværksætter havde ikke været den samme, hvis alting havde buldret afsted som sædvanligt.

I går slog jeg op med Jobcenteret. Farvel, sagde jeg, nu står jeg på egne ben. Jeg synes ligesom ikke, vores forhold var ligeværdigt. Det har også varet alt for længe, men jeg havde en naiv tro på, at vi kunne give hinanden noget. Jeg syntes jo, jeg havde noget at byde ind med: uddannelse, erfaring, energi. Men jeg oplevede, at det stort set kun var mig, der skulle give noget for at få forholdet til at fungere. Måske forstod vi bare ikke hinanden. I hvert fald virkede det ikke, som om Jobcenteret var et center for at få job. Mere et center for at holde kontrol.

Det er en meget dejlig følelse at være ude af den afhængighed, jeg var kommet ind i. Jeg føler min egen styrke. Det kan være det bliver dyrt, men jeg ved, jeg kan selv.

Det har været undervejs længe. Jeg fik mit eget CVR-nummer allerede i december og arbejder benhårdt på at banke en forretning op omkring mit koncept Writers Walk. Jeg har været på iværksætterkursus (faktisk flere) og har holdt mine første vandreture med faciliterede skriveøvelser. Det virker, siger deltagerne!

Corona ligestillede os alle

Selvom Coronatiden har været hård – nok også fordi den har varet så længe – så har denne mærkelige tid for mig ikke været en ubetinget negativ oplevelse. Da vi i foråret 2020 blev lukket ned, oplevede jeg sammen med de andre udenfor arbejdsmarkedet, at vi alle var ens. Om vi var ude eller inde i varmen på arbejdsmarkedet, så var vi alle sendt hjem på Corona-orlov. Selvfølgelig havde dem med et ’rigtigt’ arbejde andre opgaver, men for en tid føltes det faktisk, som om vi alle var ens. Det var ikke så tabubelagt at stå uden job.

Nyslået iværksætter - Writers Walk - himmel

Måske var det derfor, mine øjne åbnede sig for nye muligheder. I hvert fald kom jeg i gang med Writers Walk. Vigtigst af alt så kom jeg langt om længe af med den byrde af forkerthed, som gjorde, at jeg kunne begynde at se mig selv i et nyt lys. Se, at jeg ikke skulle have et fast lønjob for at være god nok. At det faktisk er det selvstændige liv, der er det rigtige sted for mig at udfolde det, jeg gerne vil. Og tro på at det kan lade sig gøre.

Mange bække små

For at få det hele til at hænge sammen som nyslået iværksætter har jeg fået timer flere steder, så jeg kan supplere indtægten, indtil Writers Walk kommer ordentligt i gang. Størst er mit engagement i Endelave Lægeurtehave, hvor jeg er havens eneste ansatte med ansvar for havens pasning og diverse formidlingsopgaver.

Når jeg har sagt ja til at arbejde i Lægeurtehaven, er det dels, fordi det er et dejligt arbejde at gå og rode i jorden og se alting spire og gro. Tankerne kan flyve frit, når man passer have og er i den friske luft. Dels fordi jeg må bruge Lægeurtehavens faciliteter til mine egne aktiviteter og arrangementer. Jeg kommer til at bruge haven som led i Writers Walk på Endelave. I sommerferien kommer min familie og jeg til at lave aktiviteter med mad over bål i haven.

Nyslået iværksætter - Writers Walk - Lægeurtehaven

Omstilling til moden, nyslået iværksætter

Arbejdet i Lægeurtehaven betyder, at jeg nu bor to steder for at kunne passe mit arbejde: I Horsens og på Endelave. Jeg har mere travlt end nogensinde, for der er mange bolde i luften. Jeg har også et par andre småjobs som pasning af offentlige toiletter og guide på Kaninoen – der skal jo penge i kassen!

Men det er en kæmpe stor tilfredsstillelse at udvikle nye produkter, at opleve glade kunder og selv at kunne bestemme. Den energi kommer jeg til at leve på, indtil jeg finder ind i den nye rytme. Når man først for alvor bliver iværksætter som 51-årig efter et arbejdsliv som statsansat det meste af tiden, så kræver det en omstilling.

Den er jeg godt på vej med.

Min stresshistorie endte med Writers Walk

Min stresshistorie endte med Writers Walk

At skrive og at vandre har for mig været vejen ud på den anden side af stress. Det her er min stresshistorie.
For ikke så længe siden fik jeg feedback fra en betalæser på første kapitel af den roman, jeg skriver på. Hun skrev, at hun ikke kunne læse videre i teksten efter, at en bikarakter havde sagt til hovedpersonen, at hendes stress var en sygdom. ”Stress er IKKE en sygdom!” lød dommen fra betalæseren. Jeg blev temmelig paf over den voldsomme reaktion, men egentlig burde det ikke overraske.

Stress er en udbredt ‘diagnose’, som mange har et personligt forhold til. Bare det at jeg vil skrive om det her, sætter gang i en myriade af overvejelser om, hvor meget jeg skal skrive om, hvad stress egentlig er, men det må de godt 9 milliarder (!) hits på Google hjælpe dig med at afklare. Der er ikke noget kort svar.

Mit ærinde er at fortælle min egen historie med stress, fordi den er en væsentlig grund til, at jeg i dag har lavet Writers Walk. Og i virkeligheden er min stresshistorie motor for den roman, jeg skriver på, så at korte det ned til et blogindlæg er i grunden lovlig ambitiøst.

Stresshistorie kort fortalt

Den korte version af min stresshistorie er, at jeg – som sikkert mange andre kvinder – stiller store krav til mig selv, som realiteterne nogle gange har spændt ben for. Det vil sige: Nogle gange har jeg villet mere, end jeg kunne nå eller tingene er ikke gået som forventet. At lære at håndtere det, har taget mange år og en del terapi.

Første gang jeg oplevede det, var som pseudotvillingemor og specialestuderende i en ny by. Min mand havde fået sit første job som lærer, og vi var flyttet til Horsens. Først var jeg på barsel, dernæst sad jeg med næsen i bøgerne og gjorde mit speciale som cand.mag. færdigt. Jeg var småbørnsmor til to tumlinge under 2 år med ambitioner om at være en god mor og partner samt en dygtig studerende. Der var simpelthen ikke timer nok i døgnet til at samle overskud til at klare det hele, så til sidst knækkede jeg sammen.

Med hjælp af en god familie og en fantastisk psykolog kom jeg igennem krisen og ud på den anden side. Til et sted hvor der var plads til at være mig og lægge energien de rigtige steder.

Arbejdsmarkedets udfordringer

Ikke at det var en dans på roser på arbejdsmarkedet. Jeg havde nogle løse ansættelser, før jeg endelig landede mit første faste akademikerjob. I en styrelse i Aarhus hvor jeg skulle lave kommunikations- og projektarbejde. Der fulgte nogle år med en travl hverdag og lang transporttid.

Ambitionerne for mit arbejdsliv levede ikke rigtig op til virkeligheden, men i privatlivet var der plads til at virkeliggøre drømme. Vi rejste med vores drenge på 8 og 9 jorden rundt på 15 uger i 2004. Halvandet år efter vi kom hjem, fik vi en efternøler til stor glæde for hele familien.

Efter barslen fortsatte trummerummen i styrelsen. Jeg følte mig ikke rigtig tilfreds. Oplevede at jeg ikke fik de udfordringer, jeg gerne ville have. Blev forbigået ved forfremmelser, selvom jeg havde løst store opgaver. Kunne ikke finde et nyt job, selvom jeg søgte. Jeg følte en konstant murrende utilfredshed over dårlig ledelse.

Dramatisk himmel - stresshistorie

Min første bog

Tanken om at gøre mere ved skrivningen tog mere og mere form. Og det endte da også med, at jeg skrev min første bog. Det var en biografi om min veninde Lone, der levede med uhelbredelig kræft. Bogen blev udgivet i 2011. At fortælle hendes historie er noget af det mest meningsfulde arbejde, jeg nogensinde har lavet. Til gengæld er det også det, jeg har tjent mindst ved.

I styrelsen skete der jævnligt omstruktureringer, og i 2013 blev jeg ”omstruktureret” fra styrelsen til ministeriet. Det lignede nok en god løsning hos ledelsen, men for mig og mange af mine kolleger betød det rod og kaos. Jeg fandt et andet job efter 15 måneder. Det havde tilknytning til det, jeg kom fra, og nissen flyttede med. Søvnløshed, tankemylder og dårligt humør fyldte mere og mere i mit liv.

Hvor kommer stressen fra?

Her er det, at det bliver rigtig svært at skrive om stress og ”min historie”. For det handler om mennesker. Stressen kommer af at være presset uhensigtsmæssigt. Men hvor kommer presset fra?

Jeg vil gerne forklare det, men der er ikke nogen enkel forklaring. Hvad er min egen skyld? (Hvis man overhovedet kan tale om ”skyld” i den sammenhæng. Under alle omstændigheder vil man søge en forklaring i et eller andet.) Den måde jeg er i verden på? De krav jeg stiller til mig selv? Er jeg bare ikke dygtig nok til det, jeg tror, jeg er?

Som stresset vender man det indad. ”Jeg må tage mig sammen.” ”Jeg må klare det – det kan de andre.”

Noget vendes også udad. Mod uhåndterbare krav og vanskelige relationer til ledelse eller kolleger.

Og i et større perspektiv til forhold, som jeg ikke har den mindste indflydelse på. Bias i samfundet i forhold til køn, som gør at man som kvinde ikke får de samme chancer som mænd. Bias i forhold til at det er bedre at være udadvendt end indadvendt. Konjunkturer som betyder, at der er alt for mange højtuddannede, ens faglige profiler på et presset jobmarked. Tilfældighedernes spil som betyder, at jeg ikke nødvendigvis har mødt de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter. Tværtimod.

Himmel og strand - stresshistorie

Et vink med en vognstang

Uanset forklaringen så er resultatet i hvert fald, at jeg stoppede i mit job i 2017 mere nedslidt af stress, end jeg troede. Den første tid var jeg fritstillet, og jeg vandrede og koblede af. Da jeg begyndte at søge arbejde, var jeg optimistisk, men det skulle vise sig at være særdeles svært at finde et job. Om det nu er skæbnen eller hvad, så var den lange ledighedsperiode et vink med en vognstang om, at jeg skulle noget andet.

Langsomt tegnede sig et billede, der havde noget med vandrestøvler og en pen at gøre.

Jeg havde allerede vandret i nogle år. Nu gik jeg Hærvejen.

Jeg havde også skrevet en masse. Nu gjorde jeg forsøget med fiktion.

Efter en årelang erkendelsesproces af at en higen efter anerkendelse i et fast job måske ikke var den vej, jeg skulle, sprang jeg i efteråret 2020 ud i at etablere Writers Walk. Resultatet finder du her på hjemmesiden.

I mine blogindlæg og på mine sociale medier, primært Instagram, deler jeg mine overvejelser. En del ligger allerede på min forfatterhjemmeside.

Skriv dig op til mit nyhedsbrev for at følge med. Jeg deler tips om vandring og skrivning – og giver selvfølgelig gode tilbud på Writers Walks.

 

Prøv en Writers Walk

Prøv en Writers Walk

Få en video tilsendt, hvor jeg guider dig på en Writers Walk. Videoen koster dig kun din mailadresse.

Og du får derudover en masse tips til at skrive og vandre. 

Tak! Nu skal du bare bekræfte din tilmelding i mailen, jeg har sendt til dig.