Smag på ordet: solhverv. Er det ikke smukt? Jeg synes, det ligger godt i munden med sin poetiske klang. ’Hverv’ er et gammelt ord for vending, og på den måde giver det mening. Solen vender. Rotationen om jorden sender lyset den anden vej.
Fredag den 22. december er det vintersolhverv. Dagen er kun lige godt syv timer lang. Du skal være hurtig for at nå at være ude, mens det er lyst. Okay, overdrivelse fremmer forståelsen – syv timer er alligevel en god lang gåtur. Men hvis du har et almindeligt arbejde, kan du være sikker på at tilbringe alle de lyse timer indendørs.
Måske er min fascination af selve ordet solhverv forbundet med den fortryllende vished om, at dagene bliver længere. Lige når vi har mest brug for det. Heldigvis har vores forfædre lagt traditioner for fejring i kalenderen netop nu, hvor det er allermørkest. Vi har brug for at tænde lys og hygge indenfor, når mørket fylder størstedelen af døgnet.
Selvom det er mørkt, trist og kedeligt i de allermørkeste måneder, vil jeg ikke undvære årstiderne og de store udsving i antallet af lyse timer, som vi har her i Danmark.
Tid til vinterpause
I Writers Walk betyder den mørke tid vinterpause. Jeg har tid til at forberede den kommende sæson, lægge planer, drømme om hvad der skal ske i det kommende år. Tid til at skrive på noget af det, jeg ellers ikke når.
Det er et tveægget sværd, for det giver dårlig samvittighed, når jeg så alligevel ikke når alt det, jeg havde håbet på. Fordi jeg forventer det samme energiniveau som om sommeren. Sådan fungerer det jo ikke.
Vinteren er også hviletid. Tid til at komme til kræfter og gå lidt i hi. Det harmonerer ikke helt med alle de ambitioner om at få skrevet, som jeg går og drømmer om.
Inspiration fra naturen
Jeg ville egentlig skrive et blogindlæg med gode råd og ideer til at gå den lyse tid i møde. Men i dag på min gåtur kom jeg til at tænke på, at det snarere skal være en opfordring til at give tid til at slappe af og være i mørket. Hvile og få ny energi, ligesom planterne der ligger i jorden.
I eftersommeren plantede jeg en ny lille lægeurtehave hjemme i min parcelhushave i Horsens, fordi jeg fra næste sæson ikke længere skal passe Lægeurtehaven på Endelave. Jeg tog stiklinger og aflæggere af de planter, jeg gerne vil dyrke selv og plantede dem i min have.
Jeg såede også alrunefrø, for de skal have frost for at spire. Alrunen har en særlig plads i mit hjerte. Jeg ved, jeg skal væbne mig med tålmodighed, før den bliver lige så fin som den, der står i Endelave Lægeurtehave. En alrune skal være fem år, før den begynder at blomstre og sætte frugter.
Alrunens magi
Måske min fascination af alrunen skyldes dette langsommelige tilløb til, at anstrengelserne rigtig bærer frugt? I hvert fald er der en vis sammenlignelighed med Writers Walk, som jeg nu har haft i tre år. Jeg passer og plejer min virksomhed, mens den vokser stille og roligt. Ind imellem kan tålmodigheden blive sat på prøve, fordi det ikke går hurtigere. Som nu, hvor det er vinter og der ikke sker så meget.
I naturen følger væksterne en cyklus med årstidernes skiften. Lige nu samler de kræfter i jorden til at spire og vokse, når foråret kommer. Det samme vil jeg gøre. Give mig selv ro og lade den dårlige samvittighed blive i skammekrogen.
Jeg håber, du nyder vintersolhvervet – og derefter får en dejlig juletid med fred og tid til at nyde lys og mørke.
P.S. Hvis du mangler noget at ønske dig her på falderebet, kan du overveje et gavekort til Writers Walk. Der ligger allerede fire vandreture og et retreat i kalenderen og flere ture er på vej.
0 kommentarer