Teksten her er skrevet under Coronaen (mundbindet afslører, at den ikke er ny). Jeg faldt over den i mine gemmer og fik lyst til at dele den. En lille refleksion over det særlige ved at komme til en ø.
Hovedgaden i Snaptun ender i en bakke, der fører direkte ned til færgelejet. Holder du til venstre, kan du komme til Hjarnø på fem minutter. Holder du til højre, kommer du til Endelave. Det er der, jeg er på vej hen.
Straks jeg ruller på færgen, mærker jeg ø-stemningen kravle ind under huden. Denne aften i februar er bildækket knap halvt fyldt. Jeg sætter mig ved et af to mands bordene, hvor der er stikkontakt, så jeg kan oplade min telefon. Nikker og smiler bag mundbindet til nogle af de lokale og spotter en småbørnsfamilie, jeg gætter på, er på vej til et lejet sommerhus. Deres forventningsfulde feriehumør står som en aura omkring dem.
Færgen har navn efter øen, den tilhører. Majestætisk og roligt skærer den vej gennem vandet for at bringe varer og mennesker til og fra Endelave midt i Kattegat. Der skal store bølger til, før man mærker dem synderligt, når man sidder i opholdsområderne over dækket. Øverst på færgen er det åbne dæk, der så snart vejret arter sig, er stuvende fuld af rejsende, der nyder den salte havluft mod ansigtet og solens spejlinger i havet.
I selskab med Karen Blixen bringer færgeturen mig i hvilepuls på de 65 minutter, der går, inden vi igen er på land. Jeg er alene på vej til vores sommerhus for at arbejde i fred og ro. Når weekenden kommer, vil min mand og yngste søn slutte sig til mig.
Biler og passagerer forlader færgen gennem bovporten, der åbner sig som munden på en hval i et eventyr. På land står folk og venter. På at tage imod rejsende, modtage gods eller bare deltage i et af ø-livets højdepunkter. Jeg triller ned ad molen, der ser ud, som jeg forestiller mig den for 120 år siden, da den blev bygget. Selve havnen, som kun er til lystbåde (fiskerierhvervet forsvandt efter den store ålegræsdød i 1943) er udvidet til mindst tredobbelt størrelse siden jeg kom her første gang for 51 år siden. Da var jeg tre måneder gammel, og jeg husker selvfølgelig ingenting fra den sommer. Men jeg husker tydeligt det gamle badehus yderst på molen, hvor vi om sommeren klædte om tættest på døren, fordi mørket inderst var for skummelt at nærme sig. I dag er badehuset skiftet ud med en arkitekttegnet servicebygning til lystsejlerne på et nyinddæmmet område ind mod byen.
Jeg kører langsomt gennem byen mod øens sydøstlige hjørne, hvor vores hus ligger sammen med hovedparten af øens feriehuse. Her bliver træerne sjældent mere end 3-4 meter høje, og de står med fødderne i lyng og græs. Vi har gamle krogede egetræer og tætte forgrenede birk på vores grund. De tager noget af vores sol om sommeren, men betaler rigeligt tilbage med læ. Vi elsker træerne som familiemedlemmer. Om foråret fjerner vi døde grene og rydder ud i de unge træer, der kæmper for en plads. Fra vores hus ser vi gennem en port af egetræer mod stranden. Havet er temperamentsfuldt, og vi indretter os efter det. Nogle gange brøler det som en motorvej. Andre gange er det så roligt, at stilheden kan høres. Om natten lyser himlen med mange flere stjerner end på fastlandet.
Vi kalder os fritidsendelavitter, fordi vi tilbringer en stor del af vores fritid her og bidrager til øens foreningsliv. Skolen lukkede for snart tre år siden, og ingen tror længere på, at her igen kommer et ”almindeligt” samfund med småbørnsfamilier og en aldersfordeling som i andre områder af landet. Men der er mange andre muligheder.
Der er en helt særlig stemning på en ø, fordi færgen begrænser trafikken til og fra. Færgen kommer med byens puls, men den tager også stressen med sig igen. Vi nyder vekselvirkningen og takker forsynet og alverdens tilfældigheder for at denne plet i verden er vores.
(Coverfoto: Carsten Lundager)
0 kommentarer