Gå og skriv dig ud af stress

Du kan gå Caminoen og finde fred og ro i sindet. Du kan skrive dig til et bedre psykisk helbred med skriveterapi. Men måske tror du, at du ikke kan skrive. Eller du gider faktisk ikke rigtig at gå. Det skal være lysten, der driver dig til at gå og skrive. Måske kan det friste, hvis du oplever, at det virker.

Egentlig er jeg ikke til smarte overskrifter, der giver indtryk af, at forfatteren har et endegyldigt svar på et problem, som mange mennesker kender. Det er dog nødvendigt at formulere sig skarpt, hvis jeg overhovedet skal gøre mig håb om, at du kommer til at læse dette.

Det, jeg vil fortælle om, er min erfaring med, hvad vandring og skrivning kan gøre i kombination. Det er nemlig baggrunden for, at jeg laver Writer’s Walks – vandringer hvor vi holder pauser for at skrive på korte, konkrete øvelser.

Writers Walk er ikke terapi, for terapi betyder behandling, og jeg er hverken terapeut eller behandler. Jeg tager dig med ud i smuk natur og præsenterer dig for en metode til at få skrevet tanker ned. Tanker, der fylder og skal ud i verden, ned på papiret, så du kan forholde dig til dem og komme videre.

Forskning i massevis

Der findes masser af bøger og artikler, der præsenterer forskning i naturens virkning på os. Det er anerkendt, at ophold i naturen virker stressnedsættende, fordi det sænker niveauet af kortisol, giver lavere blodtryk og styrker immunforsvaret – for bare at nævne nogle af de positive effekter. (Et eksempel her.)

Strand - gå og skriv dig ud af stress

Det er også bevist og anerkendt, at det at gå virker stressnedsættende og har mange sundhedsmæssige gevinster. Professor Bente Klarlund har bl.a. skrevet den letlæste ”Gå-bogen”, hvor meget forskning lægges frem. (Læs min anmeldelse her.)

Skriveterapi og skriveøvelser

Skriveterapi er en anden anerkendt behandlingsmetode, hvor man skriver sig til forståelse af det indre. Det virker, fordi den fysiske gerning i at skrive tankerne ned, giver plads for nye tanker, så der kommer erkendelser frem, som man ikke havde før. Det er som en samtale med papiret, hvor man skriver sig frem til en dybere forståelse.

Oplevelsen af, at der hentes ny inspiration fra sindets dyb, oplever forfattere også, når de bruger skriveøvelser for at få gang i skriveprocessen. Skriveøvelser er et effektivt værktøj til at få skrivningen til at flyde. Man skriver på noget tilfældigt og pludselig får man hul til en kreativ kilde af historier.

Alt det bare for at sige: Natur og skrivning virker mod stress. Det er bevist.

Min egen historie

Jeg oplever det sådan, at en gåtur løsner op for tanker. Jeg får hele tiden nye sanseindtryk, som flytter mit fokus. De negative mønstre bliver brudt, når jeg ser en nyudsprunget blomst, en fugl, der fodrer unger, vandpytter med dråberinge eller alt muligt andet.

I 2017 gik jeg ned med stress efter en lang periode, hvor jeg ikke trivedes på mit arbejde. Arbejdsmiljøet var presset, og kommunikationen med min nærmeste chef var dårlig. Det endte med en fyring, der gav mig fire måneder til at tænke mig om. Den historie har jeg skrevet om i et af de første indlæg på bloggen.

Lysning - gå og skriv dig ud af stress

At gå og skrive sig ud af stress kræver handling

I den periode vandrede jeg Endelave tynd (det endte med at blive grundlag for Kaninoen, men det er en helt anden historie). Jeg begyndte også at skrive mere. Det blev til alt muligt: Kortprosa, blogindlæg, anmeldelser og en roman. Især fik jeg øjnene op for den kreativitet, der kan frigives, når man slipper den indre kritiker og skriver løs med flowskrivning og skriveøvelser.

Men en ting er at gå og skrive sig til erkendelse af, hvorfor jeg fik stress. For at komme videre er det vigtigt at handle på det. Det er en lang, sej proces at komme ud af stress. Når det er arbejdsrelateret, må du finde ud af, om det er et helt nyt arbejdsliv, der skal til. Bunder det i familierelationer, må du i gang med at forbedre dem. Skabe nye rammer, hvor der er plads til alle. Også dig.

Ingen quick fixes her

Det er på ingen måder nemt. Men første skridt er at forstå, hvad problemet er. Og ikke mindst hvad det er egentlig er, du gerne selv vil. For de fleste er det nemt at svare på, hvad de ikke vil. Det er meget sværere at indkredse, hvad det er de gerne vil. Her kan det også hjælpe at skrive sig ind på det. 

Det er det, vi gør på Writer’s Walk. Skriver fra hjertet om det, der ligger under overfladen. Det kan begynde med et minde eller en følelse og pludselig har man skrevet sig frem til en erkendelse af, hvad man ønsker sig.

Klokkedalruten - notesbog

2023 er min tredje sæson med Writers Walk. Før sæsonen begyndte med en jævndøgnsvandring i marts på Endelave, skrev jeg en status på mine erfaringer med Writers Walk for de første to sæsoner.

Læs her, hvad andre har oplevet og hvordan det typisk foregår, når jeg har deltagere med på vandringer, hvor vi skriver undervejs.

 

Birgit Juel Martinsen

Birgit Juel Martinsen

Skribent & Guide

Jeg skriver, vandrer og læser med en baggrund som cand.mag., journalist og kommunikatør.

Mor til tre, gift med min ungdomskæreste og bosat i Horsens. Elsker Endelave, hvor vi har sommerhus, og jeg er kommet, siden jeg var spæd i 1969.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også synes om …

Prøv en Writers Walk

Prøv en Writers Walk

Få en video tilsendt, hvor jeg guider dig på en Writers Walk. Videoen koster dig kun din mailadresse.

Og du får derudover en masse tips til at skrive og vandre. 

Tak! Nu skal du bare bekræfte din tilmelding i mailen, jeg har sendt til dig.