Tolv uger med morgensider og Julia Camerons ”Kreativitet”

Hvordan får du skrevet den bog, du føler, du har i dig? Eller malet, tegnet, spillet musik som du føler brænder inden i dig? Det lover Julia Cameron at hjælpe dig med, hvis du bruger tiden på at læse hendes bog ”Kreativitet” – og gør, hvad hun sætter dig til.

Måske har du hørt om morgensider. Idéen om at skrive tre siders uredigeret tøm-hovedet-tekst som det første om morgenen, når du står op. Det er den ene grundpille i Julia Camerons bog ”Kreativitet” – på engelsk ”The Artist’s Way”, som udkom i 1992. Bogen er siden blevet en bibel for mange kreative mennesker.

Da jeg for tredje gang var blevet mødt med spørgsmålet: ”Har du læst ”Kreativitet” af Julia Cameron?”, besluttede jeg, at det måtte jeg gøre. Om ikke andet kunne jeg da svare: ”Ja, det har jeg.” For helt ærligt havde jeg ikke regnet med, at bogen ville flytte en hel masse for mig.

Plads til mere kreativitet

Jeg følte mig allerede langt i min proces for at give kreativiteten plads i min liv. Har jeg måske ikke slået ind på en friere levevej, hvor jeg indpasser kreativiteten og netop lærer andre at slå den indre kritiker fra, så de kan opleve friheden ved at skrive?

Så det var med en vis skepsis, at jeg gik i gang med bogen. I første omgang lånte jeg den på biblioteket. Jeg læste de første kapitler og besluttede at gennemføre det 12 ugers kursus, som bogen er bygget op som. Hurtigt besluttede jeg, at jeg måtte eje bogen. Jeg kunne jo ikke være sikker på at genlåne den gennem hele forløbet, men jeg vidste også hurtigt, at jeg ville beholde den.

Citater som ”Perfektionisme er, når man ikke vil give sig selv lov til at komme videre” ramte mig lige i maven. Ja, det er sådan, det er. Så jeg begyndte at skrive morgensider. Tre sider hver dag med alle de ord, der fandt vej fra tanke til tekst.

The Artist’s Date

Den anden grundpille i Julia Camerons ”Kreativitet” er den ugentlige oplevelse. På engelsk: ”The Artist’s Date”. Altså en aftale med dig selv, hvor du skal forkæle din indre kunstner med noget, der morer dig og nærer kreativiteten. Det kan være en gåtur, en tur på museum, en film eller en eftermiddag med saks, papir og lim, hvor du laver en collage.

Kreativitet - Morgensider

,Julia Cameron forklarer de to elementer sådan her:

”Evnen til at lytte er en evne, vi dyrker både med morgensideme og ugens oplevelse. Morgensiderne træner os i at høre andet end vor indre kritiker. Ugens oplevelse hjælper os med at høre inspirationens stemme.”

Svært at finde på kunstnerdate

Det overraskede mig, hvor svært det var at finde på og at gennemføre kunstnerdaten med mig selv. Ofte har jeg skubbet det foran mig, som noget jeg lige skulle huske at gøre, men som hele tiden blev nedprioriteret. Det har været en øjenåbner, at jeg skulle gøre så stor en indsats for at nære mig selv og min kunstneriske nysgerrighed.

Samtidig har det været en fornøjelse at gennemføre det – og nyde, hvad jeg forkælede mig selv med. Nogle gange bare tid. Den seneste date jeg havde med mig selv var et par timer på stranden, hvor jeg lavede en naturmandala. Det føltes så befriende at tillade mig selv at lege med former og farver og give fantasien fri.

Morgensider

De daglige sider skriver jeg tidligt om morgenen, før resten af familien står op (eller når jeg er alene på Endelave). Det har været nemmere, end jeg troede at skrive de tre sider hver morgen. Dog er det blevet noget tidskrævende, efter jeg gik fra min notesbog i A5-størrelse til en ny i A4. Cameron mener, at store sider skaber store tanker. Det ved jeg ikke rigtig, om jeg giver hende ret i. Men det kræver vedholdenhed at fylde tre A4-sider hver morgen. Det er en god øvelse i en periode.

Julia Cameron Kreativitet - notesbøger

Bogen er bygget op med indledende kapitler om morgensiderne og den ugentlige kunstnerdate. Derefter følger et kapitel for hver uge. Hver uge er der fokus på et særligt emne, og Julia Cameron stiller en række spørgsmål og giver øvelser til uddybning af temaet. Desuden er der spørgsmål til ugens status, som du opfordres til at lave sidst på ugen. Mine kursusuger gik fra fredag til fredag, så jeg skrev status for ugen og læste næste uges kapitel om torsdagen.

Skabelsesprocessen

Julia Cameron taler en del om den kunstneriske skabelsesproces som en guddommelig kraft. Som læser må man give sig hen til dette. Det giver en stor frihed at turde stole på, at du vil få friheden til at skabe dit værk – hvadend det er – hvis du giver dig hen til det og lytter til din indre kunstner.

Jeg hørte i en podcast Julia Cameron fortælle, at ”The Artist’s Way” i første omgang udkom som en selvudgivelse. Hun lod sig ikke bremse af, om et forlag ville udgive hendes bog. Hun følte bare behovet for at skrive den, fordi hun havde noget at fortælle verden. Noget hun havde oplevet – en stemme hun måtte dele med verden.

Kun du kan skrive DIN bog

På samme måde opfordrer hun alle til at lade deres egen stemme blive hørt. Der er ingen andre end DIG, der kan fortælle DIN historie med præcis din stemme. Du skal ikke have tilladelse af nogen til at skrive dit værk, male dit maleri, spille din musik. Du skal bare gøre det.

“Det er et sundt led i kreativiteten – at slippe værket. Man gør altid det bedste man formår ved det lys, der nu er at se ved.”

Julia Cameron: “Kreativitet”

Selvfølgelig skal du arbejde med værket og gøre det så godt, som du kan. Der er ingen, der lover dig, at dit værk bliver en succes, men du skal turde lave noget dårligt, før du kan lave noget godt.

Nu har jeg afsluttet de 12 uger, men jeg fortsætter morgensiderne og ugens oplevelse. I hvert fald 12 uger mere, for jeg har lovet mig selv, at jeg skal nå nogle mål inden næste forløb er slut, og så må jeg jo blive ved.

Båd på blåt vand
P.S. Et surt opstød om forlagsarbejdet

Til sidst er jeg simpelthen nødt til at harcelere over den sjuskede udgave af bogen, som man er henvist til at erhverve sig, hvis man køber bogen her 30 år efter den første udgivelse. 2. L&R udgave virker, som om den er tekstscannet fra en tidligere udgave og så sat nødtørftigt op uden, nogen har gidet læse korrektur på den.

Der mangler et utal af punktummer, men man kan jo regne ud, hvor de skulle have været ud fra de ord, der står med stort. Det er så grelt med den manglende korrektur, at de ti grundprincipper er blevet til 11, fordi der er et umotiveret linjeskift i grundprincip 4, og autonummereringen så skifter til nr. 5 midt i en sætning.

Sidehenvisninger er konsekvent forkerte, da de formentlig henviser til en anden udgave af bogen. Jeg lånte en anden udgave på biblioteket, som virkede meget lækrere sat op med alle citaterne i bogen markeret tydeligt i marginen. Hvorfor man ikke bare kunne genoptrykke den, er mig en gåde.

Nå, men min anbefaling må nok være at anskaffe sig bogen på engelsk eller forsøge at få fat i en anden udgave end 2. L&R-udgave.

Birgit Juel Martinsen

Birgit Juel Martinsen

Skribent & Guide

Jeg skriver, vandrer og læser med en baggrund som cand.mag., journalist og kommunikatør.

Mor til tre, gift med min ungdomskæreste og bosat i Horsens. Elsker Endelave, hvor vi har sommerhus, og jeg er kommet, siden jeg var spæd i 1969.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Du vil måske også synes om …

Prøv en Writers Walk

Prøv en Writers Walk

Få en video tilsendt, hvor jeg guider dig på en Writers Walk. Videoen koster dig kun din mailadresse.

Og du får derudover en masse tips til at skrive og vandre. 

Tak! Nu skal du bare bekræfte din tilmelding i mailen, jeg har sendt til dig.