Hvorfor virker det at gå og skrive i naturen?

Hvorfor virker det at gå og skrive i naturen?

Siden jeg første gang fik tanken at kombinere en vandretur med skrivning har jeg samlet en bunke erfaringer. Dem vil jeg gerne dele. Det er nemlig overraskende, hvor godt det fungerer, når man tager notesblokken med på sin vandring og skriver undervejs.

Jeg gik første gang en Writer’s Walk i marts 2020 under Corona lockdown. I september 2020 havde jeg første gang inviteret andre med for at afprøve, hvordan jeg skulle facilitere en tur. Det gik over al forventning.

En skrev:

”Jeg har selvfølgelig tænkt på, hvorfor din tur gik rent ind hos mig. Jeg tror, det var, fordi der ikke på noget tidspunkt blev lagt et pres på, at vi skulle præstere. Du havde nogle klare udmeldinger, hvor og hvornår vi skulle skrive.”

En anden:

”Jeg oplevede, at Writers Walk gav mulighed for fordybelse. Samtidig var det spontane i opgaverne meget inspirerende.”

Siden har jeg lavet Writers Walk i to sæsoner. Det er på høje tid at lave en slags status. En opsamling på hvad jeg har fundet ud af efter ca. 20 vandringer med mange forskellige mennesker.

Vi får det bedre, når vi bevæger os

Et forsøg på at forklare, hvad det er deltagerne får ud af at være med på en Writer’s Walk. Hvorfor er det værd at bruge tid og penge på at gå en tur og skrive undervejs?

Helt enkelt fordi – som alle undersøgelser viser – så får vi det bedre, når vi bevæger os og får frisk luft. Vores krop er skabt til at blive brugt, og når vi bevæger os, tænker vi mere klart. Det kan vi så bruge, når vi holder et stop og skriver ned, hvad der kommer.

Gå og skrive i naturen - Efterår på Kyststien

Deltagerne er primært kommet via opslag på sociale medier. Nogle har modtaget turen som gave. Nogle er kommet parvis (typisk veninder eller kolleger), men de fleste kommer alene. Klar til at kaste sig ud i en anderledes oplevelse, fordi de grundlæggende er nysgerrige på metoden og gerne vil skrive. De har ikke nødvendigvis skrevet ret meget tidligere, men er parate til at prøve det af.

Ingen aldersgrænse på at gå og skrive i naturen

Hovedparten af deltagerne på Writers Walk er kvinder, der er midt i livet eller ældre. Men de mænd og kvinder i andre aldersgrupper, der har deltaget har altid følt sig velkomne. Der er ingen aldersgrænse på at gå og skrive i naturen.

De fleste melder sig til turene på fastlandet, fordi det ikke tager helt så lang tid, som hvis man deltager i Writers Walk på Endelave. Mange bliver overvældede over, hvad naturen gør ved kreativiteten. Følelsen af at være i skoven og tæt på havet.

I løbet af en Writer’s Walk ændrer stemningen sig, efterhånden som vi lærer hinanden at kende. Først ser man hinanden lidt an. Efter den første skrivepause deler vi en fælles oplevelse og kommer allerede tættere på hinanden. Når vi taler om teksterne og måske læser højt, hører vi hvor forskelligt man kan gå til en opgave.

Gå og skrive i naturen - Endelave med skrivning på stranden

Forskellige erfaringer giver forskellige tekster

Sådan fortsætter vi og for hver gang, der bliver delt tekster eller oplevelser i forhold til, hvad der blev skrevet frem, får vi større forståelse for hinanden. Vi har hver vores erfaringer at trække på og behov for at skrive frem.

Kunne man så ikke bare sætte sig i et klasselokale og skrive sig frem til samme resultat? Nej, det er her Writers Walk er noget særligt. Vandringen mellem hver opgave og muligheden for at lufte hovedet og give plads til nye tanker er det unikke. Det der gør, at deltagerne oplever at skrive sig frem til nye erkendelser. Og oplever at de kan skrive.

Roen på en ø

Dem der tager til Endelave fortryder ikke, at de har revet en hel dag ud af kalenderen og taget færgen til øen. Roen, der indfinder sig, mens man sejler, fortsætter, mens vi vandrer rundt på øen. Der er en særlig stemning på en ø, hvor der ikke er så meget til at forstyrre.

I evalueringen efter hver Writer’s Walk spørger jeg altid, hvilken øvelse deltagerne bedst kan lide. Selvom øvelserne varierer, har jeg altid en øvelse om stilhed – givet lige efter den midterste del af turen, hvor vi går ’silent walk’. Det er den øvelse langt de fleste udpeger som den bedste. Jeg tror det har noget at gøre med, at stilheden midt mellem natur, skrivning og samværet med de andre, sætter gang i tanker, der stikker dybere end ellers.

Gå og skriv i naturen - Retreat afslutning med gruppen

Retreat giver mere tid til fordybelse

I sommer lavede jeg for første gang et retreat, hvor deltagerne tilbragte godt et døgn sammen med mig på Holmely og på vandretur ved Bryrup Langsø. Reaktionerne på denne udvidede version af Writers Walk var overvældende positive.

En af reaktionerne efterfølgende var:

”Med få ord vil jeg beskrive retreatet som: Magisk, berigende, inspirerende og dejligt. Jeg var fyldt med glæde og taknemmelighed. Jeg følte mig inspireret og forbundet.”

Den ekstra tid til fordybelse og til at opleve roen i naturen, giver bonus. Jeg kunne ønske for alle, at de havde mulighed for at komme med på retreat. Men de kortere ture kan også sætte gang i en bevægelse mod at skrive mere eller få ryddet op i tanker, der har hobet sig op. Det er den mest betydningsfulde erfaring, jeg har samlet op.

En erfaring jeg håber at dele med mange flere i det kommende år.

Vil du læse flere reaktioner fra tidligere deltagere, kan du finde flere testimonials her.

Datoer for vandringer i første halvår af 2023 er klar og ligger her: Aktuelle ture.

Mangler du en julegaveidé til en person, som ønsker sig oplevelser frem for ting, kan du give et gavekort til Writers Walk. Læs mere om gavekort her.

Rapport fra en lang vandretur med skrivning undervejs

Rapport fra en lang vandretur med skrivning undervejs

Writers Walk er vandring med indlagte skriveopgaver. Normalt har jeg andre med på tur, men en mandag i oktober gik jeg alene ud på en lang tur med skrivning på programmet. Jeg pakkede notesbog og madpakke i rygsækken og gik i området syd for Horsens Fjord. Læs med og se video fra turen.

Mandag morgen i oktober. Jeg ser ud af vinduet og mærker en uro i kroppen, da solens stråler rammer mig og den blå himmel kalder fristende. I dag skal jeg bruge tiden ude, beslutter jeg. Tage min egen medicin og pakke notesbogen i tasken for at skrive undervejs på en dejlig lang gåtur. Mine opgaver har hobet sig op i længere tid, og jeg føler mit hoved er ved at sprænges.

Jeg smører en madpakke, fylder kaffe i min termokande og pakker min turrygsæk, før jeg går ud af min hoveddør i Tyrsted i det sydlige Horsens og begiver mig til Boller Overskov. Herfra går turen til Klokkedal. Jeg følger Klokkedalstien, som for nylig har fået nydelige skilte, som viser vej i de to skove.

lang vandretur med skrivning - skilt

Et kor af fugle og en halv dværg

Ved bord-bænkesættet midt i skoven skriver jeg i min notesbog:

”Der er overraskende meget fuglesang i luften sådan en oktoberdag. Jeg sidder midt i skoven og lytter til den svage raslen i bladene og spredte fuglestemmer.

Min arbejdsdag i dag skal henlægges til en vandretur. Jeg overvejede, om jeg skulle køre et andet sted hen, men er endt med at gå ud af hoveddøren med kurs mod min egen skov. Det første stop er efter en time og fem kilometer. Jeg drikker kaffe og har spist kage. Jeg lytter til de sidste timer af ”Højsangen fra Palermovej” af Annette Bjergfeldt. Det er en vildtvoksende slægtsroman med et fantastisk blomstrende sprog med mange spændende metaforer og beskrivelser. Centralt er to søstre, som ikke har ret meget held i kærlighed, men lever interessante kunstnerliv. Eller rettere: den ene meget mere interessant end den anden.

Jeg ved, at fra nu af vil jeg forbinde det skarpe sving før bordbænke-sættet med en flodhest, der bider en dværg halvt over. Ordene fra de bøger jeg hører på vandreture har det med at indprente sig på de fysiske steder, jeg hørte dem.”

Hævet over landskabet

Jeg pakker sammen og går videre efter at have hilst på en gammel mand, der nikker fra sin cykel. Jeg når udgangen af skoven ved Klokkedalsvej og går op ad bakken til Uth. Nu åbner landskabet sig, og markerne breder sig til kanten af mit øjesyn. Fremme venter stigningen til Purhøj, som får min puls til at stige og hjertet til at hamre i brystet. På toppen venter den flotteste udsigt over området. Jeg sidder lidt, men skriver ikke.

lang vandretur med skrivning - purhøj

Lidt efter bevæger jeg mig nedad igen gennem skov og ad snoede veje. Der går et par timer, før jeg finder notesbogen frem og skriver.

Let i hovedet, tung i fødderne

”Jeg har hørt bogen færdig. Det var en skøn livsbekræftende bog at gå og høre. Nu sidder jeg i udkanten af Bjerre Skov og lytter til vindens susen i de store bøgetræer. Jeg er gået over Purhøj og har siddet og set ud over hele området, fortsat ind over bakkerne i Bjerre Herred, hvor vejen slynger sig mellem marker, skove og huse.
Jeg har spist min madpakke og følt hovedet blive lettere efterhånden, som fødderne er blevet tungere og benene går af sig selv. Jeg har kigget på et kort for at se, hvordan jeg skal gå det sidste stykke hjem. Det bliver en fin tur, tror jeg, selvom jeg ikke havde planlagt den i detaljer, før jeg gik hjemmefra. Der er masser af svampe i skovbunden. Ikke mange af de spiselige, jeg kan lide, men det er flot, som de pryder skovbunden.”

Dagens tur endte på knap 21 kilometer. Jeg kom hjem med trætte fødder og godt humør.

Har du ikke prøvet at gå langt, så prøv. Start med kortere ture og læg efterhånden flere kilometer til. De lange ture gør underværker for krop og sjæl.

Videoen her er fra min vandring. God tur på din egen!

Skriv på din gåtur

Skriv på din gåtur

Indlægget blev første gang publiceret på birgitjuelmartinsen.dk 29. marts 2020.

Skriveøvelser er en effektiv måde at stimulere sin kreative muskel på. Gåture er en dejlig måde at få renset hjernen på, samtidig med at du får god energi. Hvad sker der, hvis du kombinerer de to? Så går du en Writers Walk.

Der sker noget godt i bevidstheden, når man går en tur. For mig er det bedste at gå i naturen, hvor indtrykkene stimulerer alle sanser. Fuglesang, rislen fra en bæk, bølgeslag, træer, vilde blomster, summende bier varierende med årstiden. Der er så meget at blive betaget af, mens tankerne får lov at flyve.

Et citat af Søren Kierkegaard lyder: ”[…] jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke kan gaae fra den.” Som skrivende har jeg løst mange tekstknuder ude på stierne og indtalt nye ideer på min telefon, mens jeg gik.

I det skønne forårsvejr har jeg afprøvet en ny slags gåtur: En Writers Walk. En vandretur hvor jeg i forvejen havde lavet nogle opgaver til mig selv, som jeg skulle skrive løs på, når jeg kom til bestemte steder.

Writers walk - drivtømmer og sten

KANINOEN SOM WRITERS WALK

Jeg startede min tur ved solopgang – ikke fordi jeg er A-menneske (overhovedet!), men for at få oplevelsen af den opstigende sol med. Ruten var Kaninoen – det vil sige Endelave rundt – men med start fra vores sommerhus på Lynger og i modsat retning af, hvad vi ellers gør, når vi går de organiserede ture på Kaninoen i regi af Aktiv Ø. Forklaringen er, at der er et langt stykke langs vestenden af Endelave (Kloben), hvor man er nødt til at gå på store sten på stranden, og det ville jeg gerne have overstået først på ruten.

Solen var en brændende orange skive, der lå helt tyndt over træerne bag mig, da jeg gik hjemmefra lidt over 6. Den klare nat havde været kold, og græsset var hvidt af rimfrost. Vinden var kun en let brise, der knapt kunne få vandet i bevægelse. Fuglenes sang overdøvede den rolige klukken fra havet, der slog let mod stenene. Det var helt lyst, men himlen havde stadig et lyserødt morgenskær.

FØRSTE SKRIVEØVELSE: MORGENSOL

Mit første stop var efter omkring 7,5 kilometer. Jeg havde gået ca. halvanden time i udfordrende terræn, men med en stigende sol på den flotteste morgen. Kaniner pilede frem foran mig med jævne mellemrum. Flere steder undervejs på turen svømmede svanepar ved kysten, og fuglene lød som naturens pigekor.

Writers walk - klinten med busk

På stranden tæt ved Endelave by ligger en række væltede gamle træer, hvor jeg satte mig og fandt skrivegrejet frem. Så satte jeg stopuret på min telefon til seks minutter og skrev den første øvelse: ’Sådan så det ud, da solen stod op’. Det er overraskende, hvor meget man kan nå at skrive på seks minutter og virkelig skønt at sidde midt i naturen og gøre det.

ANDEN SKRIVEØVELSE: EN UDFORDRING

Jeg fortsatte vandringen gennem den tomme by til Strandvejen, der løber langs vaderne i bugten, hvor Endelave slår et knæk. Det er et langt, fladt stykke på grusvej, hvor tankerne let kommer til at flyve, fordi der ikke er så meget til at tage opmærksomheden. Jeg nåede til heden og fyrreskoven på Øvre lidt efter kl. 9.30. Der står et bord-bænkesæt, hvor jeg havde planlagt at lave skriveøvelse to – og holde spisepause.

Writers walk - træstammer

Anden øvelse lød: ’Hvad er din største udfordring lige nu?’ Da vandringen gik godt, kom svaret til at handle om mere generelle overvejelser. Igen utroligt så meget man kan nå på seks minutter. Da jeg fortsatte min vandring var jeg i nogle nye tankerækker, som fik lov at flyde. Efter et stykke vej gennem lav, tæt fyrreskov blandet med birketræer og en bund af vinterslidt lyng og græs kom jeg ud til den flade strandeng, hvor man kan se langt frem og bliver meget opmærksom på sine egne skridt.

Det var blæst op, og jeg kunne høre havet som en svag, bagvedliggende brusen. I ca. 8 kilometer havde jeg gået på grus- og sandvej, men nu skulle jeg igen ud og gå langs stranden. Benene havde det heldigvis godt, og stranden havde områder med fast sand og grus, så udfordringen var til at klare.

TREDJE SKRIVEØVELSE: ET MINDE

Omkring midt på strækningen står der et bord med to bænke. Her holdt jeg tredje skrivepause. Opgaven lød: ’Skriv om et minde, der dukker op gennem noget i omgivelserne omkring dig’. Spontant kom der et minde op fra min tidlige barndom. Det kom faktisk bag på mig, hvor meget denne øvelse hentede frem fra et skjult sted.

Writers walk - Øvre

Nu var jeg kun omkring tre kilometer hjemmefra. Solen stod et godt stykke over øjenhøjde på den knaldblå himmel, og den havde magt, så jeg begyndte at svede i mine vandretøjslag. Alligevel fortsatte jeg og rundede Lynger Hage. Her lagde vinden sig, og bølgerne blev til små skvulp i vandkanten. Det er fascinerende at opleve forskellen på, hvor vinden kommer fra.

Våd af sved ankom jeg tilbage på den lune terrasse og fik alle lagene af tøj af. Jeg smed mig på en blød stol med en kop kaffe og lavede den sidste skriveøvelse, som selvfølgelig handlede om turen: ’Hvordan var din Writers Walk, og hvordan føles kroppen lige nu?’

LÆR AT GIVE SLIP OG BARE SKRIV på din gåtur

Det vigtigste med disse skriveøvelser er ikke så meget, det der bliver skrevet, men følelsen af at skrive af lyst og overskud. At skrive uden andet formål end at formulere det, der lige kommer ud af hovedet og ned på blokken. Du kan træne at få skrivelysten tilbage, hvis den har det svært. Hvis du er kørt fast i noget, som ikke rigtig rykker sig ud af stedet.

Du kan også bruge det, hvis det er en arbejdstekst, du er gået i stå med. En rapport, en afhandling eller et andet større skriftligt arbejde, der er store krav til, bliver nemmere at få hul på, hvis du tør give slip og skrive uden pres.

skriveøvelser på vandring - notesblok

Din Writers Walk behøver naturligvis ikke være 21 kilometer lang. Tag din notesbog med ud på en gåtur og sæt dig et sted og skriv. Du kan selvfølgelig skrive de løse tanker, der kommer til dig, men du kan også udfordre dig selv med en skriveøvelse. Hvis du ikke på forhånd vil vide, hvad øvelsen skal gå ud på, kan du lave nogle sedler til dig selv og trække en udfordring, når du sidder derude.

God tur og god skrivelyst!

Gå dig til energi og overblik

Gå dig til energi og overblik

Du har sikkert set artiklerne om, hvor sundt det er at gå. Læst at man skal bevæge sig i løbet af en ellers stillesiddende arbejdsdag. Set det hav af aktivitetstrackere, man kan købe for at give motivationen til at bevæge sig et boost. Men ét er statistik og ’helbredsmæssig korrekthed’ – noget andet er at opleve det selv.

Her kan du læse min vandringshistorie. Fra turen i frokostpausen rundt om blokken til flere dages vandring på Hærvejen. En udvikling som har givet mig glæde og overskud til at komme videre i et hektisk arbejdsliv ved at bevæge min krop og få ro på tankerne. Det lyder måske lidt frelst, men so be it. Det er en førstehåndsberetning om, hvad man kan få ud af at gå.

FÆLLESSKAB I FROKOSTPAUSEN

Det begyndte med gåture med kolleger i frokostpausen. Det var dengang, skridttællere blev et hit, og vi fandt ud af, at det faktisk ikke bare var sundt, men også dejligt at få strakt benene og få luft i lungerne som et afbræk fra arbejdet på det indeklemte kontor med susende computere.

 

Vi var en lille gruppe af kolleger, som hver dag før frokost gik en tur rundt i nabolaget af vores arbejdsplads. Det var godt for humøret med sådan en walk-n-talk midt på dagen med kolleger på tværs af afdelinger.

Jeg er sikker på, at det vil være en god investering i mange virksomheder, hvis medarbejderne rører sig sammen. Gåturen i frokostpausen er en nem og billig mulighed.

DRØMME OM CAMINOEN

Senere blev det til længere og længere gåture i skovene omkring mit hjem. Delvist udløst af et behov for at klare hovedet for udfordringer på jobbet. Så blev det til udforskning af de længere vandrestier i det midtjyske; smukke naturoplevelser der sætter tempoet ned og giver en naturlig træthed i krop og sjæl.

Så begyndte Caminoen at spøge. Men det kan være svært at få en egoisttur til Spanien til at passe ind i en hverdag med forpligtelser.

Heldigvis blev jeg opmærksom på Hærvejen. Den går fra det sydligste til det nordligste Jylland, og der er herberger, hvor man kan overnatte i sommermånederne. Jeg havde kastet håndklædet i ringen på min arbejdsplads og stod for at skulle genstarte mit arbejdsliv. Idéen om at gå alene flere dage på Hærvejen blev født.

RO TAGER TID

Jeg har gået to gange á fem dage i løbet af denne sommer. Det har været en øjenåbnende og forløsende oplevelse. Begge gange har jeg i starten følt et naturligt behov for at høre podcasts eller lydbøger i starten af min vandring. På mine gåture hører jeg normalt mange kloge podcasts, som underholder mig og giver mig input til faglig og personlig udvikling, så hvorfor ikke udnytte tiden, når man nu alligevel bare går?

Men der sker noget på andendagen. Pludselig bliver de ellers gode programmer til støj, og jeg får et behov for at lukke ned og kun høre på naturen omkring mig, mine egne skridt og mit åndedræt.

Birgit ved Dollerup Sø

Resten af turen går uden noget i ørerne. Der sker noget underligt med tankerne, når de får lov til at flyve. Gamle minder blander sig med småting, man skal huske, idéer til tekster (dét er lidt upraktisk, for de når som regel ikke at blive skrevet ned, men jeg trøster mig med, at de nok lagrer sig et eller andet sted!) og pudsige indfald om ting, man ser på sin vej.

EN FOD FORAN DEN ANDEN

Jeg tror, man kan sige, jeg har vandret mig ud af stress og ind i en mere bevidst stillingtagen til mit arbejdsliv. Jeg elsker at arbejde med det, jeg er god til, men jeg ER ikke mit arbejde. Når omstændighederne ændrer sig i en retning, man ikke kan se sig selv i, er det med at gøre noget ved det eller lukke døren bag sig.

Vandring kræver udholdenhed, og ind imellem kan det også gøre ondt, fordi man går sig til vabler eller andet uforudset. Men man bliver stærk af det. Både mentalt og fysisk.

Jeg kunne stadig godt tænke mig at gå Caminoen.

Tidligere delt på LinkedIn og på min hjemmeside www.birgitjuelmartinsen.dk.

Prøv en Writers Walk

Prøv en Writers Walk

Få en video tilsendt, hvor jeg guider dig på en Writers Walk. Videoen koster dig kun din mailadresse.

Og du får derudover en masse tips til at skrive og vandre. 

Tak! Nu skal du bare bekræfte din tilmelding i mailen, jeg har sendt til dig.