Smag på ordet: solhverv. Er det ikke smukt? Jeg synes, det ligger godt i munden med sin poetiske klang. ’Hverv’ er et gammelt ord for vending, og på den måde giver det mening. Solen vender. Rotationen om jorden sender lyset den anden vej.

Fredag den 22. december er det vintersolhverv. Dagen er kun lige godt syv timer lang. Du skal være hurtig for at nå at være ude, mens det er lyst. Okay, overdrivelse fremmer forståelsen – syv timer er alligevel en god lang gåtur. Men hvis du har et almindeligt arbejde, kan du være sikker på at tilbringe alle de lyse timer indendørs.

Måske er min fascination af selve ordet solhverv forbundet med den fortryllende vished om, at dagene bliver længere. Lige når vi har mest brug for det. Heldigvis har vores forfædre lagt traditioner for fejring i kalenderen netop nu, hvor det er allermørkest. Vi har brug for at tænde lys og hygge indenfor, når mørket fylder størstedelen af døgnet.

Selvom det er mørkt, trist og kedeligt i de allermørkeste måneder, vil jeg ikke undvære årstiderne og de store udsving i antallet af lyse timer, som vi har her i Danmark.

Tid til vinterpause

I Writers Walk betyder den mørke tid vinterpause. Jeg har tid til at forberede den kommende sæson, lægge planer, drømme om hvad der skal ske i det kommende år. Tid til at skrive på noget af det, jeg ellers ikke når.

Det er et tveægget sværd, for det giver dårlig samvittighed, når jeg så alligevel ikke når alt det, jeg havde håbet på. Fordi jeg forventer det samme energiniveau som om sommeren. Sådan fungerer det jo ikke.

Vinteren er også hviletid. Tid til at komme til kræfter og gå lidt i hi. Det harmonerer ikke helt med alle de ambitioner om at få skrevet, som jeg går og drømmer om.

Inspiration fra naturen

Jeg ville egentlig skrive et blogindlæg med gode råd og ideer til at gå den lyse tid i møde. Men i dag på min gåtur kom jeg til at tænke på, at det snarere skal være en opfordring til at give tid til at slappe af og være i mørket. Hvile og få ny energi, ligesom planterne der ligger i jorden.

I eftersommeren plantede jeg en ny lille lægeurtehave hjemme i min parcelhushave i Horsens, fordi jeg fra næste sæson ikke længere skal passe Lægeurtehaven på Endelave. Jeg tog stiklinger og aflæggere af de planter, jeg gerne vil dyrke selv og plantede dem i min have.

Jeg såede også alrunefrø, for de skal have frost for at spire. Alrunen har en særlig plads i mit hjerte. Jeg ved, jeg skal væbne mig med tålmodighed, før den bliver lige så fin som den, der står i Endelave Lægeurtehave. En alrune skal være fem år, før den begynder at blomstre og sætte frugter.

Alrunens magi

Måske min fascination af alrunen skyldes dette langsommelige tilløb til, at anstrengelserne rigtig bærer frugt? I hvert fald er der en vis sammenlignelighed med Writers Walk, som jeg nu har haft i tre år. Jeg passer og plejer min virksomhed, mens den vokser stille og roligt. Ind imellem kan tålmodigheden blive sat på prøve, fordi det ikke går hurtigere. Som nu, hvor det er vinter og der ikke sker så meget. 

I naturen følger væksterne en cyklus med årstidernes skiften. Lige nu samler de kræfter i jorden til at spire og vokse, når foråret kommer. Det samme vil jeg gøre. Give mig selv ro og lade den dårlige samvittighed blive i skammekrogen.

Jeg håber, du nyder vintersolhvervet – og derefter får en dejlig juletid med fred og tid til at nyde lys og mørke.

P.S. Hvis du mangler noget at ønske dig her på falderebet, kan du overveje et gavekort til Writers Walk. Der ligger allerede fire vandreture og et retreat i kalenderen og flere ture er på vej.

Du kender dem selv: Spis 6 om dagen, sov 8 timer, gå 10.000 skridt, arbejd med Pomodoro-metoden (eller 3-3-3), lav yoga, meditér, skriv morgensider/taknemlighedsord, fortsæt selv listen … Du har med garanti læst om gode vaner, som du kunne tænke dig at få ind under huden.

Da 2022 blev til 2023 havde jeg intentioner om, at NU skulle jeg med gode vaner nå de mål, jeg har sat mig. Nogle vaner havde jeg allerede, andre skulle etableres. Jeg kunne tænke mig at begynde året med at indføre nogle af de gode råd, jeg har samlet op rundt omkring.

Jeg har for nylig læst ”The ONE thing” af Gary Keller og Jay Papasan. Hovedbudskabet i bogen er, at det handler om at fokusere – og en af vejene dertil er at etablere gode vaner. Bliv god til at gøre, hvad der er vigtigt og træn dig selv i at skære igennem det overflødige for at kunne arbejde på den ENE ting, der vil gøre den store forskel.

Vaner bliver rutiner

Når en vane bliver en rutine ligger den på rygraden, og du tænker ikke over den. Det kan fx være at børste tænder morgen og aften. Undersøgelser har (i følge ”The ONE thing”) vist, at man i gennemsnit skal udføre en handling 66 dage, før den bliver en vane. Dernæst kan den efter et stykke tid blive en rutine, du ikke tænker over, men bare GØR.

Det har jeg mærket på min egen krop.

Jeg har haft et fitnessur (Garmin) siden 2014. Det er blevet en vane for mig, at tallet skal op på 10.000 skridt hver dag. Den vane er så indgroet, at jeg lynhurtigt kom tilbage i rytmen efter, jeg i seks måneder ikke havde brugt det. Nu har jeg igen et ur, der virker. De mange år med den indarbejdede rutine gjorde, at jeg uden problemer får gået 10.000 skridt hver dag – og nyder det!

Morgensider – hver morgen

En anden vane, der er ved at være indarbejdet, er morgensider, som jeg begyndte på i april 2022. I begyndelsen kunne jeg springe en dag over eller synes, det var svært at få det gjort, men sådan har jeg det ikke længere. Det er blevet en fast rutine, som jeg står op i tide til at kunne nå, ligegyldigt hvilke andre planer jeg har.

Hovedårsagen til, at morgensiderne er blevet en vane, er selvfølgelig, at det gør mig godt at skrive dem. Hvis vanen ikke bidrager med noget positivt i dit liv, så holder det op helt af sig selv.

Gode vaner efter 66 dage

Min januar er gået med at holde de løfter jeg gav mig selv ved årets begyndelse om at skabe nogle nye vaner – og fastholde dem! Men der er langt til 66 dage, og delkonklusionen på mit eksperiment er derfor også, at det skal køre længe endnu for, at jeg kan sige, jeg har de nye vaner indarbejdet.

Konkret handlede det om at skrive morgensider, få en morgenyoga-praksis, få læst flere fagbøger. Derefter besluttede jeg, at jeg skulle arbejde fokuseret på min roman om formiddagen og lave ’pligtopgaver’ om eftermiddagen. Lave en plan for ugens opgaver, netværksaktiviteter og møder og holde den løbende opdateret. (Dét med planlægning er en evig udfordring for mig!)

Vægten er jeg i øvrigt også gået i infight med, for december var ikke god for en kvindekrop i overgangsalder. Så der er sund mad på tallerkenen og et minimum af alkohol i glasset. En vane, man også kommer ind i, når sukkertrangen har lagt sig.

For meget af det gode

Det er rart at have styr på tingene, overkomme meget og dermed forhåbentlig få succes med karrieren, virksomheden eller skriveprojektet. MEN der skal være plads til det uperfekte. På en mærkelig måde bliver det perfekte faktisk uperfekt i al sin strømlinethed.

Der kom simpelthen for mange ting ind på listen over ting, der var godt at gøre. Jeg kom til at bruge for meget tid på at huske mig selv på de gode vaner til, at jeg kunne nyde at udføre dem og få udbytte af dem.

Ikke mit første forsøg med gode vaner

Det paradoksale er, at det slet ikke burde komme bag på mig, at der skal lang tid til at ændre vaner. Jeg lavede nemlig et vaneændringsprojekt allerede for fem år siden. Det var inspireret af Jon Kjær Nielsen. Her skulle man fastlægge 10 daglige vaner i et afkrydsningsskema og krydse af hver dag. Dengang fandt jeg også, ud af at man ikke skal ændre for meget på en gang. Du kan finde mit blogindlæg om de tre måneders vaneændringer her.