Indlægget blev første gang publiceret på birgitjuelmartinsen.dk 29. marts 2020.
Skriveøvelser er en effektiv måde at stimulere sin kreative muskel på. Gåture er en dejlig måde at få renset hjernen på, samtidig med at du får god energi. Hvad sker der, hvis du kombinerer de to? Så går du en Writers Walk.
Der sker noget godt i bevidstheden, når man går en tur. For mig er det bedste at gå i naturen, hvor indtrykkene stimulerer alle sanser. Fuglesang, rislen fra en bæk, bølgeslag, træer, vilde blomster, summende bier varierende med årstiden. Der er så meget at blive betaget af, mens tankerne får lov at flyve.
Et citat af Søren Kierkegaard lyder: ”[…] jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke kan gaae fra den.” Som skrivende har jeg løst mange tekstknuder ude på stierne og indtalt nye ideer på min telefon, mens jeg gik.
I det skønne forårsvejr har jeg afprøvet en ny slags gåtur: En Writers Walk. En vandretur hvor jeg i forvejen havde lavet nogle opgaver til mig selv, som jeg skulle skrive løs på, når jeg kom til bestemte steder.
KANINOEN SOM WRITERS WALK
Jeg startede min tur ved solopgang – ikke fordi jeg er A-menneske (overhovedet!), men for at få oplevelsen af den opstigende sol med. Ruten var Kaninoen – det vil sige Endelave rundt – men med start fra vores sommerhus på Lynger og i modsat retning af, hvad vi ellers gør, når vi går de organiserede ture på Kaninoen i regi af Aktiv Ø. Forklaringen er, at der er et langt stykke langs vestenden af Endelave (Kloben), hvor man er nødt til at gå på store sten på stranden, og det ville jeg gerne have overstået først på ruten.
Solen var en brændende orange skive, der lå helt tyndt over træerne bag mig, da jeg gik hjemmefra lidt over 6. Den klare nat havde været kold, og græsset var hvidt af rimfrost. Vinden var kun en let brise, der knapt kunne få vandet i bevægelse. Fuglenes sang overdøvede den rolige klukken fra havet, der slog let mod stenene. Det var helt lyst, men himlen havde stadig et lyserødt morgenskær.
FØRSTE SKRIVEØVELSE: MORGENSOL
Mit første stop var efter omkring 7,5 kilometer. Jeg havde gået ca. halvanden time i udfordrende terræn, men med en stigende sol på den flotteste morgen. Kaniner pilede frem foran mig med jævne mellemrum. Flere steder undervejs på turen svømmede svanepar ved kysten, og fuglene lød som naturens pigekor.
På stranden tæt ved Endelave by ligger en række væltede gamle træer, hvor jeg satte mig og fandt skrivegrejet frem. Så satte jeg stopuret på min telefon til seks minutter og skrev den første øvelse: ’Sådan så det ud, da solen stod op’. Det er overraskende, hvor meget man kan nå at skrive på seks minutter og virkelig skønt at sidde midt i naturen og gøre det.
ANDEN SKRIVEØVELSE: EN UDFORDRING
Jeg fortsatte vandringen gennem den tomme by til Strandvejen, der løber langs vaderne i bugten, hvor Endelave slår et knæk. Det er et langt, fladt stykke på grusvej, hvor tankerne let kommer til at flyve, fordi der ikke er så meget til at tage opmærksomheden. Jeg nåede til heden og fyrreskoven på Øvre lidt efter kl. 9.30. Der står et bord-bænkesæt, hvor jeg havde planlagt at lave skriveøvelse to – og holde spisepause.
Anden øvelse lød: ’Hvad er din største udfordring lige nu?’ Da vandringen gik godt, kom svaret til at handle om mere generelle overvejelser. Igen utroligt så meget man kan nå på seks minutter. Da jeg fortsatte min vandring var jeg i nogle nye tankerækker, som fik lov at flyde. Efter et stykke vej gennem lav, tæt fyrreskov blandet med birketræer og en bund af vinterslidt lyng og græs kom jeg ud til den flade strandeng, hvor man kan se langt frem og bliver meget opmærksom på sine egne skridt.
Det var blæst op, og jeg kunne høre havet som en svag, bagvedliggende brusen. I ca. 8 kilometer havde jeg gået på grus- og sandvej, men nu skulle jeg igen ud og gå langs stranden. Benene havde det heldigvis godt, og stranden havde områder med fast sand og grus, så udfordringen var til at klare.
TREDJE SKRIVEØVELSE: ET MINDE
Omkring midt på strækningen står der et bord med to bænke. Her holdt jeg tredje skrivepause. Opgaven lød: ’Skriv om et minde, der dukker op gennem noget i omgivelserne omkring dig’. Spontant kom der et minde op fra min tidlige barndom. Det kom faktisk bag på mig, hvor meget denne øvelse hentede frem fra et skjult sted.
Nu var jeg kun omkring tre kilometer hjemmefra. Solen stod et godt stykke over øjenhøjde på den knaldblå himmel, og den havde magt, så jeg begyndte at svede i mine vandretøjslag. Alligevel fortsatte jeg og rundede Lynger Hage. Her lagde vinden sig, og bølgerne blev til små skvulp i vandkanten. Det er fascinerende at opleve forskellen på, hvor vinden kommer fra.
Våd af sved ankom jeg tilbage på den lune terrasse og fik alle lagene af tøj af. Jeg smed mig på en blød stol med en kop kaffe og lavede den sidste skriveøvelse, som selvfølgelig handlede om turen: ’Hvordan var din Writers Walk, og hvordan føles kroppen lige nu?’
LÆR AT GIVE SLIP OG BARE SKRIV på din gåtur
Det vigtigste med disse skriveøvelser er ikke så meget, det der bliver skrevet, men følelsen af at skrive af lyst og overskud. At skrive uden andet formål end at formulere det, der lige kommer ud af hovedet og ned på blokken. Du kan træne at få skrivelysten tilbage, hvis den har det svært. Hvis du er kørt fast i noget, som ikke rigtig rykker sig ud af stedet.
Du kan også bruge det, hvis det er en arbejdstekst, du er gået i stå med. En rapport, en afhandling eller et andet større skriftligt arbejde, der er store krav til, bliver nemmere at få hul på, hvis du tør give slip og skrive uden pres.
Din Writers Walk behøver naturligvis ikke være 21 kilometer lang. Tag din notesbog med ud på en gåtur og sæt dig et sted og skriv. Du kan selvfølgelig skrive de løse tanker, der kommer til dig, men du kan også udfordre dig selv med en skriveøvelse. Hvis du ikke på forhånd vil vide, hvad øvelsen skal gå ud på, kan du lave nogle sedler til dig selv og trække en udfordring, når du sidder derude.
God tur og god skrivelyst!
0 kommentarer