#natur Arkiv - Writers Walk

Når ukrudtet får en vase – et møde mellem kunst og natur

af Birgit Juel Martinsen | okt 5, 2025 | Skrivning

29. september 2025 deltog jeg i en skriveworkshop på kunstmuseet Den Hirschsprungske Samling i København. Det kom der følgende essay ud af.

Sidst i august 2025 scroller jeg gennem Facebook, da en annonce for en skriveworkshop med titlen ”Planteskrift” springer mig i øjnene. Jeg føler mig ramt af en skarp algoritme. Her er alle de emner, jeg beskæftiger mig med kogt ind til fem timers intens skrivning.

Mine tre år som selvlært haveleder i en lægeurtehave har lært mig, hvor stor forskel der er på at læse om planter og at lære planterne at kende; jeg har ikke plantefeber, men jeg kender planter mod feber. Ved hvordan de ser ud forår, sommer, efterår, vinter. Jeg laver skrivekurser i naturen, fordi naturen heler og giver kreativiteten næring. Jeg melder mig til med det samme. Sådan et tilbud må blive hurtigt udsolgt, tænker jeg.

En måned senere står jeg tidligt op og tager toget fra Horsens til København. Glæder mig til at møde planterne i kunsten. Jeg går de to kilometer fra Hovedbanegården til Den Hirschsprungske Samling for at mærke den milde efterårsluft på min hud. Vi siger hej, introducerer os for hinanden. Det er et lille hold, forkælet med god tid og underviserens opmærksomhed udenfor museets åbningstid.

Snart bliver vi sluppet fri i udstillingen. Jeg skal finde mit maleri. Jeg går rundt i rummene og ser intenst på de mange forskelligartede malerier, der har det tilfælles, at der optræder planter indendørs. Underviseren har fortalt os om stueplanter og den historiske rod i kolonitiden, som nogle af dem har.

Bertha Wegmann – mit nye idol

Farvernes fugtige tone fanger mig ind i maleriet af en markbuket på en kunstners arbejdsbord. Jeg beslutter, at det er dét billede, jeg skal skrive om. Det er svært at træffe beslutningen. Selvom jeg sætter mig foran det store billede, kan jeg ikke slippe et andet, mindre maleri af tankerne. De er begge malet af Bertha Wegmann (1846-1926) og forestiller vilde planter, der er plukket ind og sat i vaser. Det er ikke stueplanter, men planter i stuen.

Jeg sidder foran det store maleri og forsøger at nærme mig opgaven. Det er uvant for mig at skrive om naturen inde i de fornemme rammer på et smukt, gammelt museum. Jeg savner den friske luft, jeg plejer at være i, når jeg selv holder skrivekursus. Der er noget naturstridigt ved at beskrive, hvad planterne gør ved mig, når de hænger på væggen som en kunstnerisk repræsentation på et lærred.

På den anden side hænger de her, gengivet og udødeliggjort, så deres friskhed er bevaret længe efter, planterne er visnet og forsvundet. De er blevet til kunst og jo længere tid, jeg sidder og betragter dem, jo flere lag afslører sig.

Senere, da jeg gennemskriver essayet, folder flere lag sig ud. Om kvinder i Det Moderne Gennembrud, den kvindelige kunstners budskab til beskueren; jeg får associationer til Katinka Bai i ”Ved Vejen” og hendes pelargonier i vindueskarmen. Men det tænker jeg ikke på, mens jeg forbinder mig med de fysiske malerier, som jeg iagttager nysgerrigt, undersøgende, fascineret.

Dobbeltheden i en brændenælde

Det komplekse billede af markbuketten på kunstnerens bord vil ikke kaste ord af sig. Eller også trænger det enkle maleri af et bundt brændenælder i en vase sig bare mere på. Brændenælden er forhadt, fordi den æder sig ind på områder, hvor mennesker gerne vil være, men med sine brændende blade gør det umuligt for os at dele pladsen.

Samtidig er brændenælden fuld af gode egenskaber som lægeurt. Den kan kurere halsonde, give smuk hud, lindre kvinders overgangsalder. Den er en værdifuld plante af mange årsager. Men hvorfor satte Bertha Wegmann den i en vase? Den har ingen blomster i traditionel forstand. Er ikke en plante, man normalt henter ind for at beundre. Enten gør den nytte eller også er den ukrudt. Kunstneren viser brændenælden frem på en måde, vi ikke plejer at se den.

Noget af det samme sker i det andet billede, det der med sine klare farver i den vilde markbuket i kontrast til resten af rummet, har gjort indtryk på mig.

Margueritterne, som er de mest markante planter i buketten, er naturligt forskellige; kun én af dem er perfekt som en gul sol med hvide ensartede kronblade i en strålekrans omkring midten. De andre er lidt skæve, halvt nedfoldede med ujævne kronblade.

Uperfekt natur i en blandet buket, hvor der også er bregner, vikke, afblomstret gedeskæg (jeg kan ikke dy mig for at føle mig bedrevidende i forhold til de beskrivelser, jeg finder af, at det skulle være afblomstrede mælkebøtter i buketten, for de er for store til at være mælkebøtter og ville heller ikke kunne holde sig så godt som gedeskæg gør), vild kørvel og blå klokkeblomster. Bregnerne er lysende grønne. Olien i malingen skinner blankt, så det ser ud, som om planterne lever. Det er planter, der ikke dufter, men man ville nok kunne fornemme den eng, de kommer fra, hvis man havde buketten i stuen med en friskhed omkring sig.

Cerutrøg og parfume

Der ligger en halv cerut på bordkanten med røgen stigende op. Jeg forestiller mig, hvordan lugten overdøver planternes lette duft. Er det mon for at opveje den tunge lugt af tobaksos, at der står en flaske parfume ved siden af?

Resten af rummet står i modsætning til naturen, der er hentet ind. Maleriet i venstre hjørne er ikke malet færdigt. Måske blev kunstneren så optaget af naturens egen kunst, at hun opgav at lave sin egen? Det vil sige, hun afbilder naturen til perfektion, men det, der skulle være kunst i baggrunden, er en flad amatørisme. Lyset kæler for buketten. Får den til at fremstå smuk og helt ufejlbarlig, selvom den består af ukrudt og uperfekte blomster.

Eftertanker i et tog

Jeg bliver ikke færdig med en komplet billedanalyse, inden skrivetiden er slut. Vi samles for at høre, hvad der er kommet ud af mødet med planterne i kunsten. Det er ikke meningen, at vi skal skrive en 12-tals-opgave med et facit på hvert vores billede. Men selv nu, bliver jeg fristet til at give en indsigtsfuld udlægning af kunstnerens budskab. Alligevel mærker jeg, at jeg skal blive i den umiddelbare forbindelse, jeg havde med kunsten.

En af mine medkursister fortæller om Bertha Wegmanns ønske om at gøre op med sin samtids forestilling om, at kvinder skulle holde sig til at male smukke blomster. Hendes billeder udfolder på én gang hendes store tekniske dygtighed og er feministiske statements.

Klokken er næsten 23. Mens toget nærmer sig Horsens, sætter jeg punktum for dagens oplevelser i et essay om planter i kunsten. Vi var 12 deltagere på dagens workshop, og vi kommer hjem med 12 vidt forskellige tekster. Et digt, et stykke kortprosa, starten på en roman, flere essays, nogle betragtninger.

Planterne i kunsten sætter gang i nogle andre overvejelser end planterne i naturen. I hvert fald for mig. De har samme udgangspunkt, og måske ender jeg også det samme sted, men vejen er en anden. Den fordybende kunstoplevelse, hvor jeg opdager lag af betydning lagt ind mellem mig og planterne, står klart for mig efter en lang dag i plantefeberens tegn.

Planteskrift, plantefeber og plantehistorier

Skriveworkshoppen “Planteskrift” er en del af forskningsprojektet “Skjulte plantehistorier” på Aarhus Universitet. Som en del af projektet er der lavet udstillinger på Ordrupgård og Den Hirschsprungske Samling i København under overskriften “Plantefeber. Verden i vindueskarmen”. Der kommer også en udstilling på Faaborg Museum i 2026.

Fem grunde til at skrive i naturen – vandring booster din kreativitet

af Birgit Juel Martinsen | apr 8, 2025 | Skrivning, Vandring

Måske kender du det fra dig selv? Nogle af de bedste idéer og formuleringer dukker op, når du er på gåtur i naturen. Der sker noget, når du vandrer ad en skovsti, hører fuglene synge og mærker vinden i ansigtet. Men hvorfor? Det dykker jeg ned i dette blogindlæg.

1. Naturen giver ro og klarhed i tankerne

Den mentale stilhed, du finder under trækronerne, giver en dyb ro i sindet, som gør det lettere at fokusere på dine tanker og ord. Forskning viser, at når vi opholder os i naturen, slapper vores mentale system af – stressniveauet falder, kroppen falder til ro, og vi begynder at se ting mere klart. I den tilstand kan løsninger på problemer dukke op som ud af det blå, når hjernen får mulighed for at bearbejde dem uden forstyrrelser. Naturen hjælper med at nulstille hjernen og skabe klarhed. Det er guld værd, hvis du skal skrive og have idéerne til at flyde.

Det kan føles som spild af tid at rejse sig fra skrivebordet for at gå en tur, når der er noget der skal være færdigt – eller man bare gerne vil have skrevet noget. Men efter en times vandring i skoven føler jeg mig ofte mere klar i hovedet. Det er ikke tilfældigt. Undersøgelser har vist, at naturen markant mindsker stress og giver en følelse af tryghed og harmoni. Når det mentale støjfilter forsvinder, står de vigtige idéer tydeligere frem.

Den amerikanske digter og filosof Henry David Thoreau (1817-62) skrev i ”The Walden”, om hvordan han levede primitivt i naturen to år og hver dag tilbragte mange timer udenfor. Han er blevet et eksempel på den indre ro og klarhed, som naturen giver.

2. Vandring booster den kreative tænkning

Udover roen fra naturen, så er selve bevægelsen ved vandring en katalysator for kreativitet. Det bakkes op af forskning fra bl.a. Stanford University, der har vist, at kreativiteten kan stige markant, når man går i stedet for at sidde. Den fysiske aktivitet ved at gå – uanset om det er udendørs eller fx på et løbebånd – har en positiv effekt på menneskers evne til at finde på nye idéer. En simpel gåtur kan bogstaveligt talt sætte skub i din kreative hjerne.

Gå-filosoffen over dem alle, Søren Kierkegaard (1813-55) har sagt det så rammende: “Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den”. Han gik hver dag i Københavns gader og fandt nye idéer gennem sin bevægelse.

Historien og videnskaben er enige med det, jeg også oplever: Vandring booster den kreative tænkning. Så næste gang du mangler en idé til din tekst, kan det betale sig at snøre skoene og gå en tur.

Blå anemoner - fem grunde til at skrive i naturen

3. Gåture bryder skriveblokering og skaber flow

Har du prøvet at stirre frustreret på en blank skærm uden at kunne komme i gang? Mit bedste råd mod sådan en skriveblokering er at gå en tur. Der sker noget forunderligt, når man bogstavelig talt går væk fra problemet et øjeblik. Hjernen får lov at omorganisere sig, og ofte kommer flowet snigende igen. Fysisk bevægelse har en dokumenteret positiv indvirkning på hjernen.

Når vi går, øges blodgennemstrømningen til hjernen, og det forbedrer vores kognitive funktioner. Selv en kort gåtur øger koncentrationsevnen og energiniveauet markant. Alene rytmen af dine egne skridt – venstre, højre, venstre, højre – kan virke nærmest meditativ. Den rytme løsner op for tankerne, så idéer og sætninger kan flyde mere frit.

Bevægelsen under åben himmel hjælper også med at løfte humøret. Forskere peger på, at vi ofte tænker mere kreativt, når vi er i godt humør, mens stress og negative følelser reducerer kreativitet.

Mange forfattere har gennem tiden brugt gåture bevidst for at holde skrivningen i flow. Man “går sig til” inspirationen og lader kroppen hjælpe hjernen videre. Næste gang du mærker en blokering, så prøv at forlade skrivebordet og gå en tur – du vil ofte vende tilbage med fornyet energi og en løsning, der dukkede op undervejs.

4. Naturen giver nye sanseindtryk og inspiration

At skrive kræver input – nye idéer, billeder og indtryk at omsætte til ord. Naturen er en sand skattekiste af sanseindtryk. Brug den som en uudtømmelig inspirationskilde, som kan berige dit sprog og dine tanker. Øv dig i at sætte ord på naturen. Hvordan vil du beskrive havets bevægelser i svag vind? Eller træerne, når vinden tager i dem om efteråret?

Aktivér dine sanser og giv dig selv den udfordring at beskrive det, du ser, hører og føler. Det kan være farvespillet på himlen, lyden af en rislende bæk, duften af våd skovbund eller følelsen af bark under fingerspidserne. Alle disse indtryk kan senere finde vej ind i dine tekster som levende beskrivelser eller metaforer. Det er langt mere stimulerende end at stirre på den samme væg ved skrivebordet dag ud og dag ind.

Forskning understøtter også, at naturens mangfoldighed vækker vores nysgerrighed og idérigdom. Når vi går i naturen, ændrer omgivelserne sig konstant – lyset, lydene, vejret, årstidernes skiften – intet sted er det samme fra dag til dag. Denne foranderlighed får os til at undre os, være til stede og være åbne for nye indtryk. Naturen føles fri og uden faste rammer. Præcis den frihed kan åbne op for nye kreative tanker.

Forfattere der går - grunde til at skrive i naturen

5. Mange store tænkere har gjort det – fordi det virker

Lige for tiden er jeg i gang med research omkring forfattere, der i tidens løb har brugt vandring i naturen som kilde til kreativitet. Det er som en sal, jeg er gået ind i, hvor der hele tiden dukker flere interessante deltagere op til det bal, der er i gang.

Nogle af historiens største tænkere og forfattere gik tur for at tænke og skrive. Blandt de mest kendte eksempler er:

Jean-Jacques Rousseau (1712–1778): Den franske filosof og forfatter var berømt for sine lange spadsereture i naturen. Rousseau skrev ligefrem, at:

“Jeg kan kun meditere når jeg går; hvis jeg stopper, holder jeg op med at tænke; mit sind fungerer kun sammen med mine ben.”

For ham var det fysisk at gå en forudsætning for, at tankerne overhovedet flød. Hans værk “En enlig vandrers drømmerier” er et godt eksempel på, hvordan vandring og tanker hang uløseligt sammen.

Søren Kierkegaard (1813–1855): Vores egen danske filosof gik dagligt ture rundt i København og Frederiksberg Have for at klare tankerne. For ham var gåturen en nødvendighed for det mentale velvære og de gode idéer. Han har bl.a. skrevet:

”Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den. […] Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”

Friedrich Nietzsche (1844–1900): Den tyske filosof og forfatter tilbragte timer på vandrestierne i Alperne og i Italiens landskaber, mens han udklækkede sine banebrydende idéer. Nietzsche var overbevist om, at store tanker kræver, at man bevæger sig. Han skrev bl.a.:

At sidde så lidt som muligt: ikke stole på nogen tanke, der ikke er frembragt i det fri, under kroppens fri bevægelse – ikke på nogen idé, hvor ikke også musklerne er med til festen. Enhver fordom kommer fra indvoldene. At have bly i røven er, gentager jeg, den egentlige synd mod ånden.

Vil du have nogle mere nutidige, danske eksempler, så har forfattere som bl.a. Peter Laugesen, Merete Pryds Helle, Josefine Klougart og Maja Lucas fortalt, at de går i naturen for at finde inspiration.

Træd ind i traditionen med at skrive i naturen

Pointen er: Vandring som kreativ praksis har dybe historiske rødder. Når du går og skriver i naturen, træder du ind i en tradition, hvor krop og sind arbejder sammen. Nogle af de klogeste hoveder gennem tiden har fået deres ideer gennem vandring.

Det kan være motiverende at tænke på, at din egen lille gåtur med noterne i rygsækken sætter dig i selskab med Rousseau, Kierkegaard, Nietzsche og mange andre, der bruger fødderne til at tænke.

Book en Writer's Walk

Vinterens stilhed: En vej til kreativ fordybelse og skriveflow

af Birgit Juel Martinsen | jan 29, 2025 | Skriveøvelser

Hver morgen (næsten) sidder jeg ved et vindue og skriver morgensider. I Horsens eller på Endelave. Begge steder er der stille. Har du også bemærket, at vinteren er en stille årstid? Og at du kan bruge stilheden kreativt?

Vinteren er en tid, hvor naturen går i hi. Dagene er korte, træerne står nøgne, landskabet dækkes af frostens hvide tæppe – eller i denne tid fugtens mørke mudder.

Stilheden ligger som en dyne over os. For nogle føles vinterens stilhed tung, næsten som en bevidstløs tilstand. Men stilhed er ikke det samme som stilstand. Faktisk tror jeg, vinterens stilhed kan åbne for muligheden for fordybelse.

Det handler om at finde inspiration i naturens rytme – også når den ser ud til at være gået helt i stå. Vinterens stilhed er et rum, der kan udfyldes med tanker, ord og kreativitet, hvis vi møder den med åbent sind.

Stilhed som et spejl

Der er noget særligt ved at gå en tur i vinterlandskabet. Hvis vi er heldige, at der er sne, dæmper den lydene. Det er, som om verden træder et skridt tilbage og lader dig være alene med dine tanker. Stilheden kan være overvældende, især hvis du er vant til konstant stimulation fra dine omgivelser – nyheder, sociale medier, hverdagsstress. Men det er lige her, magien ligger: Når du træder ind i vinterens stilhed, bliver du nødt til at konfrontere dig selv.

Stilhed fungerer som et spejl. Den viser dig, hvad der foregår i dit indre, hvad enten det er kaos eller klarhed. For nogle kan det være ubehageligt, men hvis du accepterer spejlbilledet, kan stilheden blive en vejviser til det, du egentlig har brug for at sætte ord på. Den kan hjælpe dig med at skrive de ting, du ikke vidste, du havde brug for at få sagt.

Fra stilhed til flow

På en Writer’s Walk i vinterens stilhed handler det om at bruge det ydre landskab som en ramme for at udforske dit indre. Når verden omkring dig står stille, kan du begynde at mærke de små bevægelser i dig selv.

Stilhed er nemlig aldrig statisk. Selv når alt føles frosset fast, er der stadig liv under overfladen: et spirende frø under jorden, et træ, der samler energi til forårets knopskydning.

På samme måde kan du finde flow i din skrivning ved at give dig selv plads til stilheden. Stilhedens kraft ligger i, at den ikke distraherer dig – den giver dig mulighed for at gå dybere ind i dine tanker og finde frem til noget essentielt.

Her er en simpel skriveøvelse, du kan tage med dig ud i vinterlandskabet:

Find et sted, hvor du kan sidde uforstyrret – måske på en bænk i en park, på en stub midt i skoven eller en skammel, du har taget med.
Lyt til stilheden omkring dig. Hvad hører du? Vinden? Fugle? Din egen vejrtrækning? Skriv det ned.
Tænk derefter på, hvad stilheden gør ved dig. Hvilke tanker dukker op? Føles det roligt, eller sætter det noget i gang? Lad tankerne flyde frit og skriv uden at redigere dig selv.

Stilhed som en kilde til kreativitet

Stilheden i vinteren kan være som en blank side. Den kan virke skræmmende til at begynde med, fordi alt står åbent, men det er også netop her, kreativiteten kan finde sin plads. Når vi ikke er overvældet af indtryk udefra, bliver vi i stand til at høre vores egen stemme – vores indre stemme. Og det er den, vi søger at sætte ord på, når vi skriver.

At finde ro i bevægelse

Selvom vinterstilheden er beroligende, betyder det ikke, at du skal sidde stille hele tiden. En gåtur i kulden kan være en perfekt balance mellem ro og bevægelse. Kroppen holder sig varm, og hjertet slår lidt hurtigere, mens hjernen får tid til at bearbejde tanker og indtryk.

På Writer’s Walks ser jeg ofte, hvordan det at gå og skrive skaber en rytme. Den fysiske bevægelse åbner op for tankemæssige bevægelser. Og netop i vinteren, hvor omgivelserne er enkle og skarpe, kan det være lettere at fokusere. Der er intet, der distraherer – kun dig, naturen og pennen.

Vinterens gave

Så næste gang vinteren føles tung eller trist, kan du prøve at se den som en gave. Stilheden er ikke stilstand – det er en mulighed for at mærke dybden i dig selv. Når alt omkring os står stille, bliver vi bedre i stand til at finde vores egen bevægelse. Og måske, når foråret kommer, vil du opdage, at du har skabt noget, der føles lige så nyt og frisk som den første grønne spire.

Vinteren er en tid til fordybelse. Brug den. Sæt dig ud i stilheden, lyt til den, og lad den guide din pen. For selv i det mørkeste vinterlandskab er der lys – og ord, der venter på at blive skrevet.

Har du fået mod på at skrive lidt mere, kan du stadig nå at skrive et nytårsbrev til dig selv. Find inspiration i blogindlægget her:

Skriv et nytårsbrev til dig selv.

God skrivelyst!

Book en Writer's Walk

Naturterapi – er det ikke bare at kramme et træ?

af Birgit Juel Martinsen | apr 26, 2024 | Gæsteblog

Tine Svensson fra Reballegaard er vært, når vi den 22. maj 2024 holder en særlig Writer’s Walk. Tine er med på vandringen og bidrager med sin store viden om naturterapi, som hun her giver et indblik i.

Hvad er naturterapi for en størrelse – ”skal man bare kramme et træ”?

Det hører jeg tit, når jeg fortæller, at jeg laver naturterapi.

Man må gerne kramme et træ, hvis man vil. Det kan faktisk være en meget god sanselig oplevelse bare at mærke noget, der står fuldstændig urokkeligt fast til trods for utallige storme og uvejr, som træet må have overlevet gennem sin tid, at mærke en helt fysisk form for robusthed.

Men der er heldigvis meget mere i naturterapi end blot at kramme en af skovens kæmper.

Naturterapi er en metode til at arbejde med menneskets fysiske, psykiske og sociale sundhed i omgivelser, der påvirker vores fysiologiske processer i kroppen. Metoden påvirker samtidig vores nervesystem på en måde, som vi ikke kan opnå ved at gøre de samme øvelser indendørs.

Dengang vi levede i og af naturen

Alle de vitale og grundlæggende processer, som vi ikke selv kan kontrollere bevidst, så som åndedræt, blodtryk, svedproduktion, hormonudskillelse og meget mere, er kontrolleret og reguleret af vores centrale nervesystem. Det har faktisk ikke udviklet sig synderligt meget, siden dengang vi levede i og af naturen. Men det har vores livsstil til gengæld.

Vi mennesker er ligesom alle andre arter her på kloden bygget til at være i naturen og er en del af naturen, men vi har måske glemt det. I hvert fald er en stor del af vores liv med nutidens livsstil meget opdelt fra naturen. Derfor kan naturterapi være en måde at genskabe kontakten, følelsen af forbundethed og det at registrere sine omgivelser og tillade sig selv at opleve og mærke sanseindtryks indflydelse på vores basale nervesystem.

Kort fortalt, så slapper vores nervesystem bedre af i naturen, for det er der, vi er skabt til at være.

Sanseindtryk og nærvær

At kigge op i trækronerne, mærke vinden på huden, høre fuglene kvidre, dufte den regnvåde muld, smage på en frisk skovsyre, mærke kroppens indre funktioner, når man bliver forpustet eller skal holde balancen. Det er alt sammen sanseindtryk, hvor vi oplever øjeblikke af tilstedeværelse i nuet, uden fortidens og fremtidens bekymringer, som ellers optager enorme mængder af vores hjernekapacitet og opmærksomhed.

I en stor del af vores liv er vi i beredskab. I gang med at tolke, analysere og tænke enten frem eller tilbage. Vi mennesker er den art på jorden, som har mest vanskeligt ved at være i nutiden, fordi vores hjerner har et ekstra lag. Dette ekstra lag hedder frontallapperne og er det sted i hjernen, hvor alt analyse- og fortolkningsarbejde udspiller sig.

Det er både en evolutionær velsignelse, men også vores forbandelse, for det kan gøre vores hjerne så umådelig udtrættet og overbelastet at bruge denne del af hjernen hele tiden.

En måde at være i naturen på

Naturterapi er en måde at være i naturen på, som ikke er en løbetur gennem skoven med musik i ørerne eller en sludre gåtur, hvor verdenssituationen vendes med en nær.

Ved naturterapeutiske øvelser har man derimod et bevidst fokus på at stimulere vores sanser, bruge kroppen, arbejde bevidst med åndedrættet og stimulere ikke bare vores fysiske krop, men også vores mentale funktioner og vores evne til at regulere vores nervesystem op og ned.

Hele menneskets eksistens svinger mellem behag og ubehag eller tryghed og utryghed i bølger op og ned. Hvis vores system er presset, kan dette tolerancevindue for, hvornår vi har det godt og trygt blive snævert.

Ro og velvære

Ved at arbejde med øvelser, der både regulerer vores nervesystem til at være i gang og til at være i hvile, kan vi bevidst arbejde med at udvide vores tolerancevindue og opnå en større grad af velvære eller ro. I naturen kan vores hjerner scanne vores omgivelser og registrere, om der er fare på færde og ellers slappe af.

Det er meget mere vanskeligt for vores hjerner i vores dagligdag med mange mails, sociale medier og gøremål, der SKAL gøres m.v. Måske befinder os i tæt bebyggelse, trafik, ved computere eller andet, der forstyrrer.

Naturen tilbyder vores hjerne en tiltrængt pause og et kravløst miljø, der ikke forventer noget af os, men derimod skaber plads både til fordybelse, ro, nærvær, kropslig udfoldelse og leg.

Nogle vil sige, at det lyder som noget, der er meget ’oppe i tiden’, men sandheden er, at naturen til alle tider har haft en betydning for menneskets sundhed. Naturterapi er ikke et nyt fænomen, men det har udviklet sig gennem tiden.

Den historiske baggrund for naturterapi

I mange kulturer har man til alle tider erkendt naturen som et særligt rum med helbredende kræfter og brugt naturen både spirituelt og åndeligt. Allerede i antikken anvendte man naturmiljøer til at komme sig over forskellige sygdomme.
I Athen grundlagde den græske filosof Epikur (341-270 f.kr.) sin skole ved navn ’Haven’ med fokus på frihed, sindsro, rekreation, glæde og refleksion som middel til at fremme sundhed og komme sig over sygdomme. I middelalderens klosterhaver værdsatte man naturens helbredende kræfter.

Efter verdenskrigene kom der et særligt fokus på at inkludere havemiljøer til rehabiliterende formål. Der har derfor historisk set altid været en grundlæggende forståelse hos mange mennesker om, at naturen påvirker forskellige dele af menneskers helbred positivt. Men det er først de seneste årtier, at brugen af natur som del af forebyggelse eller behandling har været genstand for forskning.

Min vej ind i naturterapien

Min egen vej ind i at bruge disse redskaber til at arbejde med sundhed kommer af en fascination af menneskekroppen og hele vores fysiologi. Som fysioterapeut oplevede jeg en mangel på holistisk tilgang til mennesket udover fokus på bevægeapparatet, og således ledte jeg efter en metode til også at rumme den mentale del af vores sundhed.

Grundet mit eget behov for at være i naturen blev jeg gennem mit kandidatstudie mere og mere fokuseret på at arbejde med natur og sundhed og fokus på vores omgivelser. Hvordan skaber vi et sundhedsfremmende miljø, der bidrager positivt til at fremme både den mentale, fysiske og sociale sundhed?

Jeg skrev mit speciale om naturterapi og har siden da taget uddannelse hos Vinatur, som har lavet en del dataindsamling, forskning samt PhD-afhandling på deres metode, som hedder NBMC. Dette står for: Nature, Body, Mind & Community, hvor disse fire søjler vægter forskelligt gennem de forskellige naturterapeutiske aktiviteter. Og for mig er det metoden til at arbejde med det hele menneskes sundhed i naturen.

Artiklen er skrevet af: Tine Svensson, fysioterapeut, naturterapeut og ejer af Reballegaard