Ø-livets ro indbyder til fordybelse

Ø-livets ro indbyder til fordybelse

Hvad er det særlige ved en ø? Man skal opleve det for at vide det. Men så kryber det også ind under huden på en. Følelsen af ro langt væk fra stress og jag.

Der er det åbenlyse: Vand til alle sider, aldrig langt til noget, et rigt dyreliv, stjernerne der lyser klarere på den mørke himmel om natten. Alt er lidt mere enkelt, for det pulserende liv med forretninger, biograf og byliv findes ikke her.

Så er der det særligt beroligende ved sejlturen. Færgens brummende motorlyd, mens den skærer sig gennem havoverfladen for at føre dig fra fastlandet til øen.

Når du er på en ø, er du kommet med en færge (eller fløjet, hvis du har de muligheder eller sejlet i egen båd). Under alle omstændigheder har du gjort en indsats for at komme til øen. Vi er så vant til, at alle muligheder står vidt åbne. Vi sætter os bare i bilen (eller på toget eller cyklen eller tager apostlenes heste – what ever, som sagt mulighederne er ubegrænsede) og bevæger os ud i verden.

Skuldrene sænker sig, når færgen stævner ud

Men en ø skal du gøre en indsats for at komme til. Undersøge færgetider, købe en billet, komme til tiden for at sejle med færgen. Når så du sidder der på færgen, kommer roen. Det er, som om skuldrene sænker sig i det øjeblik, færgen stævner ud fra færgelejet. Nu kan du ikke gøre mere. Du skal bare sidde her og lade dig transportere.

For det meste er sejlturen stille og rolig. Kun når bølgerne virkelig er høje, vipper færgen, så det mærkes. Er du heldig, ser du solen stå op eller gå ned afhængig af årstiden. Måske bryder færgen en blank havoverflade og trækker et hvidt spor af havskum efter sig. Måske følger et par svaler færgen på vej nogle meter oppe i luften.

Ø-livets ro - Endelave-færgen

Færgen er øens pulsslag

Når så færgen lægger til på den anden side, og bovporten åbner sig, kommer ø-havnen dig i møde. Oftest med masser af ventende mennesker, der er kommet, fordi færgen er øens forbindelsesled til omverdenen. Det er færgen, der bringer varer til øen; færgen der bringer gæster og fastboende frem og tilbage.

Luften fyldes af latter og høje stemmer, mens bilerne triller af færgen. De gående kommer med rygsække og store tasker. Venner og familie modtages med åbne arme og glade ansigter til ferier eller kortere besøg. Sådan husker jeg også, det var i min barndom, når jeg hver sommer besøgte mine bedsteforældre. Færgen er pulsslaget, der pumper ny energi ud til øen.

Ø-livets ro og fred

Den ro og fred, der er en naturlig del af ø-livet, kan bruges til mere end at koble af og holde ferie. Jeg har selv brugt den til at skrive – og til at komme mig efter stress.

Nu bruger jeg den også til vandringerne i Writers Walk. Fra den 17. august 2021 skal jeg holde vandreture med udgangspunkt i Endelave Lægeurtehave i forbindelse med min ansættelse i haven.

Ø-livets ro - klaplåge

Writers Walk med forskellig fokus

Jeg har samlet gode erfaringer fra de Writers Walks, jeg har holdt indtil nu. Blandt andet har det vist sig, at der er masser af potentiale i at skrive. Der er også mange grunde til at ønske at skrive. Turene i efteråret for Lægeurtehaven får derfor to fokusområder:

  1. Skriv og styrk din skrivning – for dig, der kan lide at skrive og gerne vil skrive mere
  2. Gå og skriv dig til klarhed – for dig der tumler med udfordringer og har brug for at klare hovedet.

Jeg glæder mig til at vise, hvad roen på Endelave kan gøre for en Writers Walk. En vandring, hvor vi går ca. 8 kilometer på Endelave, spiser frokost i Lægeurtehaven og holder lange pauser undervejs, hvor vi skriver.

Tanker fra en nyslået iværksætter

Tanker fra en nyslået iværksætter

Corona har også haft positive effekter. Ja, jeg tør næsten ikke sige det, og jeg ville ønske, at samfundet kunne have været sat på pause af noget andet end en dødelig virus. Men min vej til nyslået iværksætter havde ikke været den samme, hvis alting havde buldret afsted som sædvanligt.

I går slog jeg op med Jobcenteret. Farvel, sagde jeg, nu står jeg på egne ben. Jeg synes ligesom ikke, vores forhold var ligeværdigt. Det har også varet alt for længe, men jeg havde en naiv tro på, at vi kunne give hinanden noget. Jeg syntes jo, jeg havde noget at byde ind med: uddannelse, erfaring, energi. Men jeg oplevede, at det stort set kun var mig, der skulle give noget for at få forholdet til at fungere. Måske forstod vi bare ikke hinanden. I hvert fald virkede det ikke, som om Jobcenteret var et center for at få job. Mere et center for at holde kontrol.

Det er en meget dejlig følelse at være ude af den afhængighed, jeg var kommet ind i. Jeg føler min egen styrke. Det kan være det bliver dyrt, men jeg ved, jeg kan selv.

Det har været undervejs længe. Jeg fik mit eget CVR-nummer allerede i december og arbejder benhårdt på at banke en forretning op omkring mit koncept Writers Walk. Jeg har været på iværksætterkursus (faktisk flere) og har holdt mine første vandreture med faciliterede skriveøvelser. Det virker, siger deltagerne!

Corona ligestillede os alle

Selvom Coronatiden har været hård – nok også fordi den har varet så længe – så har denne mærkelige tid for mig ikke været en ubetinget negativ oplevelse. Da vi i foråret 2020 blev lukket ned, oplevede jeg sammen med de andre udenfor arbejdsmarkedet, at vi alle var ens. Om vi var ude eller inde i varmen på arbejdsmarkedet, så var vi alle sendt hjem på Corona-orlov. Selvfølgelig havde dem med et ’rigtigt’ arbejde andre opgaver, men for en tid føltes det faktisk, som om vi alle var ens. Det var ikke så tabubelagt at stå uden job.

Nyslået iværksætter - Writers Walk - himmel

Måske var det derfor, mine øjne åbnede sig for nye muligheder. I hvert fald kom jeg i gang med Writers Walk. Vigtigst af alt så kom jeg langt om længe af med den byrde af forkerthed, som gjorde, at jeg kunne begynde at se mig selv i et nyt lys. Se, at jeg ikke skulle have et fast lønjob for at være god nok. At det faktisk er det selvstændige liv, der er det rigtige sted for mig at udfolde det, jeg gerne vil. Og tro på at det kan lade sig gøre.

Mange bække små

For at få det hele til at hænge sammen som nyslået iværksætter har jeg fået timer flere steder, så jeg kan supplere indtægten, indtil Writers Walk kommer ordentligt i gang. Størst er mit engagement i Endelave Lægeurtehave, hvor jeg er havens eneste ansatte med ansvar for havens pasning og diverse formidlingsopgaver.

Når jeg har sagt ja til at arbejde i Lægeurtehaven, er det dels, fordi det er et dejligt arbejde at gå og rode i jorden og se alting spire og gro. Tankerne kan flyve frit, når man passer have og er i den friske luft. Dels fordi jeg må bruge Lægeurtehavens faciliteter til mine egne aktiviteter og arrangementer. Jeg kommer til at bruge haven som led i Writers Walk på Endelave. I sommerferien kommer min familie og jeg til at lave aktiviteter med mad over bål i haven.

Nyslået iværksætter - Writers Walk - Lægeurtehaven

Omstilling til moden, nyslået iværksætter

Arbejdet i Lægeurtehaven betyder, at jeg nu bor to steder for at kunne passe mit arbejde: I Horsens og på Endelave. Jeg har mere travlt end nogensinde, for der er mange bolde i luften. Jeg har også et par andre småjobs som pasning af offentlige toiletter og guide på Kaninoen – der skal jo penge i kassen!

Men det er en kæmpe stor tilfredsstillelse at udvikle nye produkter, at opleve glade kunder og selv at kunne bestemme. Den energi kommer jeg til at leve på, indtil jeg finder ind i den nye rytme. Når man først for alvor bliver iværksætter som 51-årig efter et arbejdsliv som statsansat det meste af tiden, så kræver det en omstilling.

Den er jeg godt på vej med.

Prøv en Writers Walk

Prøv en Writers Walk

Få en video tilsendt, hvor jeg guider dig på en Writers Walk. Videoen koster dig kun din mailadresse.

Og du får derudover en masse tips til at skrive og vandre. 

Tak! Nu skal du bare bekræfte din tilmelding i mailen, jeg har sendt til dig.