En mors rejse gennem sorg og håb

En mors rejse gennem sorg og håb

Gæsteblog: Sidste sommer var jeg så heldig at lære Alice Marianne Larsen at kende, da hun meldte sig til Writers Walk-retreat på Holmely. Hun kom med det klare formål at komme igang med at skrive sin søns historie. Det var stærke ord, hun skrev, og det var tydeligt for mig, at hun brændte for at få dem ud. 

Det er de nu kommet i bogen “Fortællingen om Thomas”.

Her fortæller hun generøst om vejen dertil.

At miste et barn er en af de mest hjerteskærende og overvældende oplevelser, en forælder kan gennemgå. Hvordan overvinder man tabet af en, man selv har født? Hvordan lader det sig gøre?

Dette er historien om min rejse gennem sorgen efter tabet af min søn, som kun blev 45 år gammel. Den handler om, hvordan jeg fandt styrken til at overleve, og hvordan jeg gennem skrivning og støtte fra andre lærte at leve med sorgen.

Sorggruppen og betydningen af at skrive

Min søn var en lysende diamant, men også en person, der kæmpede med psykisk skrøbelighed. Hans bortgang efterlod mig i en overvældende sorg og følelse af magtesløshed. Hvordan kommer man videre? Kan det overhovedet lade sig gøre?

At rejse gennem sorgen krævede en enorm styrke, som jeg på det tidspunkt ikke havde. Jeg blev optaget i en sorggruppe under NEFOS (Netværket For Selvmordsramte), og det blev et sted, hvor jeg følte mig blandt ligesindede. Det var her, jeg lærte betydningen af at skrive sig gennem sorgen.

Drømmen om en bog til min søn

Skrivningen blev en vigtig del af min sorgproces. Ved at sætte ord på mine følelser og oplevelser kunne jeg bearbejde min sorg på en konstruktiv måde. Det virkede så godt, at jeg fik lyst til at udgive fortællingen om min søn som bog. Det var ikke et ønske om at blive forfatter, men snarere et ønske om at give min søn det bedste eftermæle. At skabe noget blivende om ham, som jeg altid kunne have hos mig.

En mors vej - Karlsø

Et Writers Walk-retreat som vendepunkt

Men hvordan griber man det an, når man ønsker at udgive en bog? Det anede jeg ikke noget om, så jeg søgte på nettet. Der måtte være et højskoleophold eller lignende, hvor man kunne lære lidt om, hvordan man skriver en bog. Det var der også. Jeg faldt for et opslag fra Writers Walk – et tredages ophold i Søhøjlandet for forfatterspirer. Selvforkælelse for kvinder, stod der i opslaget. Jamen, hvem kan ikke bruge det?

Opholdet levede til fulde op til mine forventninger. Det var mange år siden, at jeg havde sovet i telt, og nu skulle jeg for første gang prøve glamping. Fornemmelsen af at ligge i en dejlig varm seng og sove ind til naturens lyde er uovertruffen. Lyden af træernes blade, som rasler i vinden, er beroligende og god til at falde i søvn til. Det samme var morgenen, når solen stod op, og naturen vågnede. Jeg følte mig i live.

En mors vej - skrivestop

Vandring, skrivning og nærvær

Den første dag skulle vi gå tolv kilometer. Jeg var ikke vant til at gå så meget, men da der var mange skrivepauser indlagt, tænkte jeg, at det nok gik an. Mine vandrestøvler var gode og nye, og jeg havde yderligere forsynet dem med effektive indlægssåler, så jo – jeg var helt klar og parat.

Det er ikke for ingenting, at det hedder Søhøjlandet! Vi vandrede op ad bakker og ned i dale, og da vi sad på en udsigtspost højt oppe over Bryrup Langsø, følte jeg mig tæt på min søn. Det var sådan et smukt øjeblik, som gav mening og gav mig styrke til at fortsætte med at skrive. For mig er det vigtigt at formidle, hvordan psykisk skrøbelige og socialt udsatte ofte er blandt samfundets mest sårbare.

Skrivetips og inspiration fra Writers Walk

Jeg blev bestyrket i min tro på, at det, jeg skrev, var værd at læse, og jeg fik gode tips og ideer med mig hjem, så jeg havde lidt mere begreb om, hvordan jeg kunne komme videre med skrivningen.
Bare skriv, hvad der falder dig ind,” sagde Birgit. “Du kan altid rette til og ændre senere. Det er ikke så vigtigt i første omgang.

En mors vej - Alice og Diana

Det gjorde jeg så. Det gik nemt og hurtigt. Nogle hændelser fik jeg beskrevet flere gange, og kapitlerne var rodede og usammenhængende. Men jeg fik dog sammensat noget, som jeg kunne sende til betalæsning.

Fra manuskript til udgivelse

Alle forfatterspirer bør have en betalæser. Det giver god mening, og det hjælper bogen godt på vej. Da manuskriptet kom retur fra læsningen, var det med masser af gode råd og vejledning. Jeg blev anbefalet at slette flere kapitler (som jeg ellers var glad for), og jeg blev vejledt i, at det var vigtigt at kende sin målgruppe. Hvem er det, bogen skrives til? Det er vigtigt at vide, for så er det nemmere at forme teksten, så den rammer målgruppen præcist.

Efter betalæsning var tiden inde til at finde et forlag, som var villigt til at udgive bogen. Jeg fandt et medudgiverforlag, som gerne ville hjælpe mig. Det blev en proces fyldt med læring for en novice som mig. Jeg lærte nye termer som dialogbokse, ombrydning og opsætning. I perioder anede jeg næsten ikke, hvad der var op og ned på noget, men det var en stor tilfredsstillelse at modtage bogen, da den endelig blev til virkelighed. Bogen blev udgivet i december 2024, og planen er nu at afholde foredrag om den. Det er det, jeg arbejder på i øjeblikket.

Sorg og håb - fortællingen om Thomas

At skrive som en vej gennem sorgen

At skrive denne bog har været en rejse gennem sorg og håb, en måde at bearbejde tabet af min søn og finde en vej tilbage til livet. Det er mit håb, at min historie kan give andre, der oplever lignende tab, en følelse af fællesskab og håb. Gennem sorgen har jeg lært, at selv midt i den dybeste smerte kan vi finde styrke og mening i at ære dem, vi har mistet – og i at dele vores historier med verden.

Alice Marianne Larsen: Fortællingen om Thomas

Udgivet på Forlaget Forfatterskabet, december 2024.

Alice holder foredrag om sin bog på Fredericia Bibliotek onsdag den 12. marts 2025 kl. 18.00-19.30.

Det koster 50 kr. som kan betales ved indgangen.

Sorg og håb - rose

Læs mere om Writers Walk-retreat på Holmely, som afholdes igen torsdag den 12. – lørdag den 14. juni 2025.

Et retreat giver dig den tid, du har brug for

Et retreat giver dig den tid, du har brug for

I juni 2022 holdt jeg det første retreat med Writers Walk. Det blev alt det, jeg havde håbet på. Men hvorfor er det sådan en god ide med et retreat? En af grundene er, at det kan hjælpe dig med at ændre din praksis med at skrive.

Retreat betyder at trække sig tilbage. Væk fra hverdagen, de vante omgivelser og normale opgaver. I stedet giver du dig selv lov til at finde ro, tænke nye tanker, opleve andre måder at være i verden på. Det er blevet populært at tage på retreat, og der er mange tilbud.

For mig er det oplagt at afholde retreat med Writers Walk som omdrejningspunkt, fordi jeg har oplevet, hvordan en Writer’s Walk kan flytte deltagernes opfattelse af at skrive. Og at skrivningen kan åbne for mange andre erkendelser. Når udbyttet er så stort på nogle timer, hvor meget kan man så ikke opnå, når man har et døgn eller mere?

Retreat-Holmely-gruppe

Jeg er blevet spurgt om Writers Walk er skriveterapi. Det kan virke terapeutisk at skrive i naturen, men det er egentlig ikke målet. Writers Walk er vandringer i naturen, hvor vi bruger energien i omgivelserne og vores egen bevægelse til at åbne for skrivning. Uden begrænsninger, men ud fra konkrete opgaver. Om du vil bruge det til at skrive mere og måske udgive et værk, eller om du ’bare’ vil have en god oplevelse med at skrive, er op til dig. Jeg kan støtte dig i begge dele.

Et særligt fællesskab

I Writers Walk gennemførte jeg det første retreat sammen med Heidi Holm på hendes skønne ”Holmely” i det østjyske bakkelandskab udenfor Bryrup i juni 2022. At have et helt døgn til rådighed for at skrive, vandre og reflektere løftede Writer’s Walk’en til et niveau, jeg knap havde turdet drømme om.Vi gik lidt længere, og vi lavede flere skrivepauser end på de ’almindelige’ Writers Walks. Ikke mindst var der mere tid til samtale. Der udviklede sig et helt særligt fællesskab mellem de fire deltagere, som jeg følte mig privilegeret at være med i. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle tilbyde retreats igen.

I sensommeren og det tidlige efterår tilbyder jeg derfor to nye retreats.

Retreat Holmely vild skrivning

Retreat på Holmely – Bryrup

Sammen med Heidi fra Holmely holder jeg igen retreat med én overnatning. Vi vandrer ved Bryrup Langsø og Karlsø og tilbringer tiden sammen med at lave mad over bål og være tæt på naturen. På Holmely er der mulighed for at vælge at overnatte i Treetop-shelter, glampingtelt, anneks eller værelser i hovedhuset (de kan studeres nærmere på Holmelys hjemmeside.)

Retreat på Bøgaa – Endelave

Endelave er central for Writers Walk, da jeg bor og arbejder på øen en stor del af sommerhalvåret. Den særlige ro, der er på en ø, giver en Writer’s Walk en ekstra dimension. Også fordi det simpelthen tager længere tid. Deltagerne skal tage færgen frem og tilbage og tilbringer en hel dag på Endelave, når der er Writer’s Walk.

Det første retreat på Endelave bliver afholdt på pensionatet Bøgaa, der ligger i udkanten af det store fredede naturområde Øvre. Retreatet er med to overnatninger og foregår onsdag den 24. – fredag den 26. august 2022. Der er fuld forplejning, og vi får maden serveret af Ena og Jørgen Ulvund på Bøgaa. De sætter en ære i, at maden i videst muligt omfang er økologisk og lokal. Bøgaa har fire nyrenoverede værelser indendørs og nogle dejlige udendørs sovepladser i shelter eller hængekøje i bålhytten midt i havens store blomstereng.

Retreat Bøgaa rosenly

Naturen som kreativ drivkraft

For mig er naturen et stærkt element for at udvikle kreativitet. Begge steder, hvor vi skal have Writers Walk retreats, er naturen helt tæt på os. Vi skal gå ture og skrive. Hygge om aftenen. Have tid til at tænke og skrive. Det ville glæde mig, hvis du har lyst til at tage med og opleve det.

Læs mere om de to retreats

Writers Walk på Bøgaa, Endelave onsdag d. 24. – fredag d. 26. august 2022

Writers Walk på Holmely ved Bryrup mandag den 19. – tirsdag d. 20. september 2022

Prøv en Writers Walk

Prøv en Writers Walk

Få en video tilsendt, hvor jeg guider dig på en Writers Walk. Videoen koster dig kun din mailadresse.

Og du får derudover en masse tips til at skrive og vandre. 

Tak! Nu skal du bare bekræfte din tilmelding i mailen, jeg har sendt til dig.