At miste et barn er en af de mest hjerteskærende og overvældende oplevelser, en forælder kan gennemgå. Hvordan overvinder man tabet af en, man selv har født? Hvordan lader det sig gøre?

Dette er historien om min rejse gennem sorgen efter tabet af min søn, som kun blev 45 år gammel. Den handler om, hvordan jeg fandt styrken til at overleve, og hvordan jeg gennem skrivning og støtte fra andre lærte at leve med sorgen.

Sorggruppen og betydningen af at skrive

Min søn var en lysende diamant, men også en person, der kæmpede med psykisk skrøbelighed. Hans bortgang efterlod mig i en overvældende sorg og følelse af magtesløshed. Hvordan kommer man videre? Kan det overhovedet lade sig gøre?

At rejse gennem sorgen krævede en enorm styrke, som jeg på det tidspunkt ikke havde. Jeg blev optaget i en sorggruppe under NEFOS (Netværket For Selvmordsramte), og det blev et sted, hvor jeg følte mig blandt ligesindede. Det var her, jeg lærte betydningen af at skrive sig gennem sorgen.

Drømmen om en bog til min søn

Skrivningen blev en vigtig del af min sorgproces. Ved at sætte ord på mine følelser og oplevelser kunne jeg bearbejde min sorg på en konstruktiv måde. Det virkede så godt, at jeg fik lyst til at udgive fortællingen om min søn som bog. Det var ikke et ønske om at blive forfatter, men snarere et ønske om at give min søn det bedste eftermæle. At skabe noget blivende om ham, som jeg altid kunne have hos mig.

Et Writers Walk-retreat som vendepunkt

Men hvordan griber man det an, når man ønsker at udgive en bog? Det anede jeg ikke noget om, så jeg søgte på nettet. Der måtte være et højskoleophold eller lignende, hvor man kunne lære lidt om, hvordan man skriver en bog. Det var der også. Jeg faldt for et opslag fra Writers Walk – et tredages ophold i Søhøjlandet for forfatterspirer. Selvforkælelse for kvinder, stod der i opslaget. Jamen, hvem kan ikke bruge det?

Opholdet levede til fulde op til mine forventninger. Det var mange år siden, at jeg havde sovet i telt, og nu skulle jeg for første gang prøve glamping. Fornemmelsen af at ligge i en dejlig varm seng og sove ind til naturens lyde er uovertruffen. Lyden af træernes blade, som rasler i vinden, er beroligende og god til at falde i søvn til. Det samme var morgenen, når solen stod op, og naturen vågnede. Jeg følte mig i live.

Vandring, skrivning og nærvær

Den første dag skulle vi gå tolv kilometer. Jeg var ikke vant til at gå så meget, men da der var mange skrivepauser indlagt, tænkte jeg, at det nok gik an. Mine vandrestøvler var gode og nye, og jeg havde yderligere forsynet dem med effektive indlægssåler, så jo – jeg var helt klar og parat.

Det er ikke for ingenting, at det hedder Søhøjlandet! Vi vandrede op ad bakker og ned i dale, og da vi sad på en udsigtspost højt oppe over Bryrup Langsø, følte jeg mig tæt på min søn. Det var sådan et smukt øjeblik, som gav mening og gav mig styrke til at fortsætte med at skrive. For mig er det vigtigt at formidle, hvordan psykisk skrøbelige og socialt udsatte ofte er blandt samfundets mest sårbare.

Skrivetips og inspiration fra Writers Walk

Jeg blev bestyrket i min tro på, at det, jeg skrev, var værd at læse, og jeg fik gode tips og ideer med mig hjem, så jeg havde lidt mere begreb om, hvordan jeg kunne komme videre med skrivningen.
“Bare skriv, hvad der falder dig ind,” sagde Birgit. “Du kan altid rette til og ændre senere. Det er ikke så vigtigt i første omgang.“

Det gjorde jeg så. Det gik nemt og hurtigt. Nogle hændelser fik jeg beskrevet flere gange, og kapitlerne var rodede og usammenhængende. Men jeg fik dog sammensat noget, som jeg kunne sende til betalæsning.

Fra manuskript til udgivelse

Alle forfatterspirer bør have en betalæser. Det giver god mening, og det hjælper bogen godt på vej. Da manuskriptet kom retur fra læsningen, var det med masser af gode råd og vejledning. Jeg blev anbefalet at slette flere kapitler (som jeg ellers var glad for), og jeg blev vejledt i, at det var vigtigt at kende sin målgruppe. Hvem er det, bogen skrives til? Det er vigtigt at vide, for så er det nemmere at forme teksten, så den rammer målgruppen præcist.

Efter betalæsning var tiden inde til at finde et forlag, som var villigt til at udgive bogen. Jeg fandt et medudgiverforlag, som gerne ville hjælpe mig. Det blev en proces fyldt med læring for en novice som mig. Jeg lærte nye termer som dialogbokse, ombrydning og opsætning. I perioder anede jeg næsten ikke, hvad der var op og ned på noget, men det var en stor tilfredsstillelse at modtage bogen, da den endelig blev til virkelighed. Bogen blev udgivet i december 2024, og planen er nu at afholde foredrag om den. Det er det, jeg arbejder på i øjeblikket.

At skrive som en vej gennem sorgen

At skrive denne bog har været en rejse gennem sorg og håb, en måde at bearbejde tabet af min søn og finde en vej tilbage til livet. Det er mit håb, at min historie kan give andre, der oplever lignende tab, en følelse af fællesskab og håb. Gennem sorgen har jeg lært, at selv midt i den dybeste smerte kan vi finde styrke og mening i at ære dem, vi har mistet – og i at dele vores historier med verden.

Alice Marianne Larsen: Fortællingen om Thomas

Udgivet på Forlaget Forfatterskabet, december 2024.